dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Rigspolitichef Thorkild Fogde siger, at det endnu er for tidligt at vurdere, hvorvidt det er nødvendigt at iværksætte konkrete tiltag efter de seneste hændelser om politiets adfærd. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiet vil fortsætte diskussion om tillid efter møgsager

Onsdag har politidirektører fra hele landet holdt møder efter sager om politiets kultur og adfærd.
2. NOV 2023 6.45

Efter at rigspolitichef Thorkild Fogde indkaldte landets politidirektører til møde i kølvandet på flere sager om politiets adfærd, siger han, at de vil fortsætte med at afholde drøftelser - blandt andet om tilliden til politiet. Sådan lyder det efter onsdagens møde.

- Vi har selvfølgelig talt om ledelse. Hvordan er ledelsen indrettet? Er vi sikre på, at ledelsen hele tiden har fingeren på pulsen med, hvad der foregår i politikredsene? Er vi gode nok til at håndtere de borgerklager, der kommer?

- Vi er ikke vant til at have et så højt kritikniveau af politiet, og derfor følger vi det selvfølgelig også nøje. For det ikke er holdbart, hvis det her kritikniveau er normen. Så skal der selvfølgelig ske noget, siger han og understreger, at han fortsat har tillid til, at vi generelt har "et sundt og godt politi i Danmark".

Kultur og adfærd

Onsdagens møde mellem rigspolitichefen og landets politidirektør fandt sted efter den seneste tids sager om politiets kultur og adfærd.

Blandt andet er seks betjente fra Københavns Politi blevet anholdt og sigtet for tyveri og besiddelse af narko. Også en sag, hvor en mand blev anholdt ved Christiania i København, har vakt debat om politiets magtanvendelse ved eksempelvis anholdelser. Derudover fortæller en familie i DR-dokumentaren "Forfulgt af politiet?", at de oplever at blive chikaneret af politiet.

- I og med at sagerne er forskellige, så er der ikke en samlet løsning på det. Det er mere komplekst end som så. Hvis det var en sag om for eksempel uforsvarlig udrykningskørsel, som dukkede op flere steder i politiet på en gang, så kunne man sætte ind med det samme med mere køreundervisning og med indskærpelse af reglerne for udrykningskørsel, siger han.

Det er samtidig endnu for tidligt at vurdere om, hvorvidt det er nødvendigt at iværksætte konkrete tiltag.

- Det er rigtigt, at der er seks betjente i Københavns Politi, der er blevet blevet anholdt for alvorlige ting. Men der er 11.500 betjente i dansk politi, der går på arbejde hver eneste dag. Og det skal ikke komme dem til last, hvis det er en isoleret hændelse. Og derfor er vi nødt til at vide, hvad der ligger bag, før vi ved, om det kalder på noget mere generelt fra vores side, siger rigspolitichefen.

Thorkild Fogde skal også mødes med justitsminister Peter Hummelgaard (S) for at tale om, hvad der er blevet drøftet på mødet.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/politiet-vil-fortsaette-diskussion-om-tillid-efter-moegsager

GDPR