
SORØ: Der har været affyret skud på rådhuset i Sorø Kommune. Det skriver flere medier heriblandt TV 2 Øst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters politi bekræfter hændelsen og understreger, at der ikke er fare for borgerne i området. Ifølge politiet, fandt hændelsen sted klokken 09.40 onsdag formiddag.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi oplyser i en pressemeddelelse, at politiet har skudt en person i forbindelse med hændelsen ved Sorø Rådhus onsdag formiddag. Vedkommende er efterfølgende bragt til behandling. Skuddene faldt ifølge politiet i forbindelse med en anholdelse.
"I dag klokken 9.40 blev der smidt en genstand mod rådhuset i Sorø. En politipatrulje, der allerede var på stedet, fik hurtigt kontakt med den formodede gerningsmand. I forbindelsen med anholdelsen blev der afgivet skud, og den formodede gerningsmand blev ramt", fremgår det af pressemeddelelsen.
"Kastede en molotovcocktail"
Til Sjællandske Nyheder fortæller Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K), at der ifølge hans oplysninger var tale om en molotovcocktail, som blev smidt mod rådhuset.
Den eksploderede dog ikke, men brændte ud. Borgmesteren ser det ifølge mediet som en klar trussel mod rådhuset. En molotovcocktail er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.
Sagen er nu blevet overdraget til Den uafhængige Anklagemyndighed, der skal undersøge forløbet i sagen nærmere. Derfor har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke yderligere kommentarer.
Krisebehandling til berørte medarbejdere
På Sorø Kommunes hjemmeside fremgår det, at alle møder med borgere er aflyst i dag på Rådhuset og at hovedindgangen er lukket.
Sorøs borgmester Gert Jørgensen (K) har også reageret på hændelsen til Ekstrabladet og fortæller, at der er igangsat krisebehandling:
- Det har været en meget ubehagelig oplevelse, at der pludselig bliver skudt. Ikke mindst for de medarbejdere der har oplevet noget. Dem har vi iværksat krisebehandling af, siger han til avisen.
Artiklen opdateres løbende...
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.