
THISTED: De større politiske beslutninger i Thisted slingrer fortsat med DF som deltager i enten det ene eller det andet politiske flertal.
I november droppede DF en omfattende strukturændring på børne- og skoleområdet, stemte sammen med oppositionen i S og EL og efterlod konstitueringspartnerne i V og K alene tilbage i kølvandet. Senest er de fire DF'ere nu igen tilbage i det gamle borgerlige flertal og overraskede oppositionen på seneste byrådsmøde.
I en beslutning, der endnu ikke havde været i fagudvalget - Social- og Sundhedsudvalget - blev det pludselig besluttet mellem V-K og DF, at den eksisterende kontrakt med Udlændingestyrelsen på 330 pladser - administreret fra Hanstholm Asylcenter og fordelt på flere matrikler i kommunen - skulle reduceres til 280.
Den beslutning udløste fredag et hastemøde i forvaltningen i Thisted, hvor kontorchef Thomas Mortensen fra Udlændingstyrelsen skulle have en nærmere forklaring på, hvad kommunen nu havde gang i. En tommelfingerregel i styrelsen er, at for at have grundlag for et veldrevet asylcenter rent økonomisk, skal der være minimum 300 pladser. Og nu er Thisted så pludselig et stykke under det tal efter noget, der af flere fra oppositionen blev opfattet som aftalebrud.
Gruppeformand Ulla Vestergaard (S) kalder over for dknyt beslutningen for uansvarlig - uden hensyn til konsekvenserne for kontrakten med Udlændingestyrelsen, antal arbejdspladser i tilknytning til centeret, eller for de asylsøgere, der nu må tage bussen, som hun udtrykker det.
Ingen stor reduktion
Formanden for Social- og Sundhedsudvalget Peter Sørensen (DF) er ikke så bekymret for netop tallet 300 som afgørende. Han har nærmere indtrykket af, at det handler om at have 60-65 pladser i de enkelte enheder, hvilket han mener, Thisted lever op til:
- Der er vel heller ikke tale om så stor en reduktion, taget i betragtning, at vi i 2014 udover asylsøgerne også havde under 50 kvoteflygtninge og i år er pålagt at tage over 120. Dertil kommer familiesammenføringer.
Peter Sørensen mener iøvrigt ikke, reduktionen på asylcenteret skal gennemføres i ét hug - men vil kunne foregå over tid, alt efter hvordan de enkelte asylsager bliver afgjort.
En socialdemokrat i byrådet har appelleret til borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) om at få sagen på et ekstraordinært møde snarest, men er blevet henvist til, at sagen tirsdag er på Social- og Sundhedsudvalgets møde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.