TÅRNBY: Planklagenævnet har ophævet Tårnby Kommunes lokalplan for "Flyverbyen" og det tilhørende kommuneplantillæg.
Nævnet vurderer, at planerne åbner for støjfølsom anvendelse i et område kraftigt belastet af flystøj fra Københavns Lufthavn, uden at støjproblemerne er håndteret tilstrækkeligt i planlægningen.
Sagen handler om et tidligere fabriksområde ved Københavns Lufthavn, hvor kommunen ønsker at skabe en ny bydel med erhverv, kultur, service og fritidsaktiviteter som f.eks. klatrehaller og danseskoler.
Området ligger inden for lufthavnens støjzoner og er ifølge lufthavnens miljøgodkendelse belastet med flystøj på op til 67 decibel.
Københavns Lufthavne A/S har klaget over planerne og pegede blandt andet på, at lokalplanen giver mulighed for anvendelser som caféer, restauranter, kulturelle aktiviteter og fritidsfaciliteter, som efter virksomhedens opfattelse er støjfølsomme. Klageren mente, at det kan føre til fremtidige begrænsninger for lufthavnens drift og udvikling.
Udelukkes ikke klart
Et flertal i Planklagenævnet vurderer, at lokalplanens anvendelsesbestemmelser er for bredt og upræcist formuleret. Ifølge nævnet kan begreber som ”kreative virksomheder”, ”publikumsorienteret erhverv” og ”fritidsaktiviteter” også dække over anvendelser, der i praksis er støjfølsomme.
Nævnet hæfter sig særligt ved, at caféer, restauranter og visse kulturelle aktiviteter efter støjpraksis kan betragtes som støjfølsomme, og at lokalplanen ikke klart udelukker sådanne anvendelser.
Samtidig vurderer nævnet, at lokalplanens bestemmelse om støjisolering og støjafskærmning er for upræcis. Det fremgår ikke tydeligt, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for flystøj skal kunne overholdes, ligesom der ikke er fastsat konkrete krav til, hvordan støjgener skal afværges.
På den baggrund konkluderer flertallet i Planklagenævnet, at lokalplanen er i strid med planlovens regler om planlægning på støjbelastede arealer. Da området ligger inden for støjzonerne omkring Københavns Lufthavn, vurderer nævnet også, at planerne ikke lever op til kravene i Fingerplan 2019 og støjcirkulæret.
To var uenige
To medlemmer af nævnet var uenige i afgørelsen. De vurderede, at planerne alene vedrører erhverv og ikke åbner for egentlig støjfølsom anvendelse. Den vurdering fik dog ikke flertal.
Med afgørelsen kan Tårnby Kommune ikke føre planerne for Flyverbyen ud i livet, medmindre den laver en ny lokalplan, der opfylder klagenævnets krav. Foreløbig har afgørelsen været behandlet af Bygge- og Ejendomsudvalget, hvor den ifølge referatet blev taget til efterretning.
Planklagenævnets afgørelse kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














