Den tidlige ret til tilbagetrækning, oftest bare omtalt som Arne-pensionen, er en af de helt store politiske sejre for regeringen i indeværende valgperiode. Nye tal viser, at der bliver søgt om den i stor stil.
Beskæftigelsesministeriet oplyser, at der per 31. marts var 44.700 borgere, der havde søgt om retten. Af dem har omkring 33.500 fået tildelt retten til at trække sig. Omkring halvdelen kan trække sig tre år tidligere, end de ellers ville kunne, mens den anden halvdel har fået ret til at trække sig et eller to år tidligere fra arbejdsmarkedet. Det afhænger af, om man har været 44 år på arbejdsmarkedet eller 43 og 42. Der har været åbent for ansøgninger siden 1. august sidste år.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener i høj grad, ordningen har sin berettigelse:
- Vi er glade for - og stolte over - at have givet folk med lange og hårde arbejdsliv bag sig den ret at kunne trække sig tilbage, inden de er blevet så slidte, at de reelt ikke har noget valg længere, siger han.
Der er - relativt set - flest håndværkere og slagteriarbejdere, som har søgt og fået tildelt pensionen. Aftalen, der var et af regeringens store valgløfter, står til at koste 2,4 milliarder kroner i 2022. Her er det forudsat, at 41.000 personer vil blive berettiget til tidlig tilbagetrækning i hele 2022.
tilbagetrækning
- Der er ikke noget, der tyder på, at vi har skabt en ordning, der er ved at løbe løbsk. Tværtimod. Både søgningen og tildelingen er på et meget kontrolleret niveau. Og man skal huske på, at de 33.500, der har fået tildelt retten, jo fordeler sig på flere år, når det kommer til, hvornår de kan udnytte den, siger Peter Hummelgaard.
Det er dog ikke alle, der er lige glade for Arne-pensionen - flere blå partier ser den gerne afskaffet. De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen har kaldt den "rendyrket socialisme". Argumentet er, at der er tale om en generel ret til tidlig tilbagetrækning, som ikke baseres på en individuel vurdering.
De blå partier mener altså, at Arne-pensionen trækker mennesker ud af et arbejdsmarked, som mangler hænder. Det forudses, at mangel på arbejdskraft i fremtiden bliver en af de helt store udfordringer, og her hjælper Arne-pensionen bestemt ikke, har det lydt fra de borgerlige politikere. I erhvervslivet er der luftet lignende bekymringer.
Blandt andet har Dansk Industri tidligere sagt, at timingen for Arne-pensionen nærmest ikke kunne være værre set i lyset af den store mangel på arbejdskraft, virksomhederne oplever. Men ifølge Peter Hummelgaard er der "mange arbejdsgivere", der får deres ansatte til at blive i job.
- Tallene ligger omkring det, jeg havde regnet med. Og heldigvis er der mange arbejdsgivere, der lokker folk til at blive. Helt grundlæggende ville vi give folk en ret, hvor de ikke skulle stå med hatten i hånden. Derfor har det aldrig været et succeskriterium, at alle, der fik retten, skulle udnytte den. Men de her mennesker har nu muligheden for at trække sig tilbage, inden de bliver så udslidte, at de forlader arbejdsmarkedet på en kedelig måde, siger Peter Hummelgaard.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.