Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Pelle Dragsted sad i Folketinget fra 2015-2019.
Foto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

Pelle Dragsted vil i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg

Tidligere folketingsmedlem Pelle Dragsted (EL) stiller op til KV21, men udelukker ikke ny tur i Folketinget.
9. APR 2021 6.28
TEMA: KV21

FREDERIKSBERG: Tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted vil tilbage i det politiske maskinrum og stiller op til kommunalvalget på Frederiksberg. Det skriver Politiken.

Dragsted sad i Folketinget fra 2015-2019 og var blandt andet finansordfører for Enhedslisten. De interne regler i partiet med rotationsprincip betød, at han ikke kunne genopstille i 2019.

Men over for Politiken afviser han heller ikke, at han kunne genopstille til næste Folketingsvalg, hvor han igen må vende tilbage ifølge partiets regler. Partiet forbyder dobbeltmandat, og derfor ville han i så fald skulle vælge mellem kommunalbestyrelsen eller Folketinget, hvis han bliver valgt ind begge steder.

- Jeg har bare mere, jeg gerne vil i Folketinget, hvis jeg vender tilbage. At kommunalpolitik er en fritidsbeskæftigelse, giver nogle begrænsninger sammenholdt med at kunne bruge hele sin arbejdstid på politik. Men det er ikke noget, som jeg har truffet en beslutning om endnu, siger han til avisen.

I løbet af den kommende måned er det planen, at Enhedslisten på Frederiksberg sammensætter listen over kandidater til KV21.

Ritzau