Selv for de nøjeregnende revisortyper er det efterhånden svært at holde styr på de mange skandaler i Skat. Men nu skal der orden i regnskabet.
Et bredt politisk flertal er blevet enig om en pengeindsprøjtning. Den skal styrke skattekontrollen, der blev digitaliseret, da en række ansatte blev fyret fra midten af 2000'erne og frem under skiftende politisk styre.
Der skal ansættes 250 nye medarbejdere ifølge en pressemeddelelse fra Skatteministeriet. Pengene var i forvejen afsat på finansloven, men udmøntes nu.
- Danskerne skal kunne stole på, at enhver svarer sit, og at skatteforvaltningen slår hårdt ned på dem, der snyder for at undgå at betale deres del til fællesskabet. Sådan har det ikke altid været, men nu har vi sammen taget et stort skridt i den rigtige retning, siger skatteminister Morten Bødskov (S).
Sanktioner på tre områder
Partierne er desuden enige om at se på yderligere skærpelse af sanktionerne på tre områder.
Det gælder skærpede krav om sikkerhedsstillelse, hårdere sanktioner ved manglende indsendelse af oplysninger og en styrket indsats over for konkursryttere.
Regeringen venter at kunne fremsætte et lovforslag om skærpelserne i efteråret 2020 efter at have drøftet forslaget med partierne.
Skattevæsnet har gennem mere end det seneste årti været under massiv omstrukturering under mange forskellige skatteministre fra en håndfuld forskellige partier.
Det har ført til en række skandaler i Skat, som regeringen og partierne vil rette op på. Pengene og de skærpede sanktioner er de seneste tiltag.
Størst mulig kritik
For to uger siden kom Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge, med sin størst mulige kritik.
Den var rettet mod den svigtende kontrol med virksomheders betaling af moms over en årrække. Staten kan være gået glip af et milliardbeløb, fordi forvaltningen ikke har kontrolleret betalingerne af moms godt nok.
Skat har desuden ikke brugt de sanktionsmuligheder, som man har over for virksomhederne, selv om man vidste, at flere virksomheder angiver forkerte tal.
Det skal der rettes op på. Derfor nedsættes der en arbejdsgruppe, så man kan finde de rette værktøjer frem, når der skal sanktioneres.
Regeringen har et overordnet mål om at ansætte 1.000 nye medarbejdere i skatteforvaltningen og at oprette otte nye skattecentre frem mod 2023.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.