
Regeringen har hen over den seneste uge præsenteret dele af sit finanslovsudspil, der ventes udgivet samlet i denne uge. Inden da er en række elementer i udspillet præsenteret drypvis i forskellige medier, senest her i weekenden en 400 mio. kr.'s indsats mod ældres ensomhed i Kristeligt Dagblad.
Pengene skal fordeles med 100 mio. kr. om året og bruges til at til at bekæmpe ensomhed, sorg og depression, skriver avisen. Det fremgår endnu ikke mere præcist, hvordan de skal fordeles.
Ældreminister Thyra Frank (LA) tager ikke stilling til, hvor pengene bliver brugt. Hun mener, at det bør være op til kommunerne.
- Jeg vil rigtig gerne være med til at sige, at vi skal bruge penge på ensomhed, som er et område, der ligger mig meget på sinde. Men jeg vil ikke diktere, hvordan kommunerne skal bruge dem. Det er meget forskelligt, hvor langt man er i kommunerne, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Hun peger på initiativer, der allerede foregår ude i kommunerne, som man kan arbejde videre med. Det kan eksempelvis være at arbejde sammen med frivillige, der laver sociale arrangementer, men det kunne også være udvikling af personale, sådan at de blev bedre til at se tegn på ensomhed hos de ældre.
I weekenden fortalte Fødevareministeriet også om en 40 mio. kr.'s indsats, som, ligeledes over fire år, skal gå til at 'sikre Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi'. Blot det seneste i rækken af de hidtil kendte elementer fra det kommende finanslovsudspil.
Her er hvad der vides indtil nu om udspillet til fordelingen af statens mange milliarder:
- Udsatte børn: Over de kommende fire år prioriteres en mia. kr. til udsatte børn. Heraf går 760 mio. kr. til flere pædagoger i vuggestuer med børn fra sårbare familier.
- Psykisk syge: Regeringen vil afsætte 100 mio. kr. i permanente midler på den kommende finanslov til borgere med de sværeste og mest invaliderende psykiske lidelser.
- Ældres ensomhed: I udspillet vil man afsætte 100 mio. kr. om året i fire år til bekæmpelse af ensomhed, sorg og depression blandt ældre - i alt 400 mio. kr.
- Humanitært bidrag: Regeringen vil afsætte 2,6 mia. kr. til det humanitære bidrag, der typisk går til verdens brændpunkter, i 2019. Det er en stigning på 100 mio. kr. i forhold til 2018 og et historisk højt niveau. Der lægges i alt op til, at man bruger 1,1 mia. kr. mere på hjælp til udviklingslandene i 2019. Stigningen skyldes blandt andet bedre økonomi i Danmark, en efterregulering fra 2017 og nye regler, der gør, at en del af udgifterne til flygtningemodtagelse kan medregnes som udviklingsbistand.
- Museer og teatre: Der er i regeringens finanslovsudspil afsat 100 mio. kr. årligt over en fireårig periode til en række kulturelle initiativer. Blandt andet går pengene til museer og en kulturel undervisningsindsats for landets 4. klasser.
- Kystsikring: Der afsættes flere penge til at sikre den jyske vestkyst fra 2020. I de nuværende fire fællesaftaler med syv kommuner, der udløber i år, er der afsat knap 97 mio. kr. årligt på finansloven. Det beløb vil man lade stige til knap 185 mio. kr. årligt fra 2020 til 2024. I 2019 forlænges de nuværende aftaler.
- Ankestyrelsen: Regeringen vil i sit finanslovsforslag tilføre Ankestyrelsen 35 mio. kr. ekstra i 2019 for at nedbringe lange sagsbehandlingstider.
- Gastronomiske investeringer: Regeringen vil afsætte 10 mio. kr. om året de næste fire år til at fremme dansk gastronomi.
Ritzau / mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.