dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Stephanie Lose er ny folketingskandidat for Venstre i Esbjerg Bykredsen. (Arkivfoto).
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Økonomiminister valgt som folketingskandidat i Esbjerg

Økonomiminister Stephanie Lose (V) er ikke medlem af Folketinget, men er onsdag valgt som kandidat i Esbjerg.
22. FEB 2024 6.13

ESBJERG: Økonomiminister Stephanie Lose (V) er onsdag aften blevet valgt som folketingskandidat for Venstre i Esbjerg Bykredsen. Det oplyser Jan Lagoni Jacobsen, formand for Venstre i Esbjerg, i en sms til Ritzau.

For nuværende er Lose ikke medlem af Folketinget, selv om hun sidder på en ministerpost. I et opslag på Facebook skriver den nyudnævnte kandidat, at hun er "glad og stolt" over at være blevet valgt.

"Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at leve op til jeres tillid. Mange tak for opbakningen", tilføjer Lose.

Allerede i starten af januar tilkendegav ministeren, at hun ville være folketingskandidat i Esbjerg.

- Jeg synes, det er naturligt, at jeg opstiller her, hvor jeg bor og har en dagligdag med min familie. Og heldigvis ville de gerne have mig her, sagde hun til DR.

Nu fra bykredsen

Forinden Lose blev valgt, havde Venstre ikke en kandidat i Esbjerg Bykredsen. Det har ikke været tilfældet, siden tidligere minister Ulla Tørnæs trak sig kort inden FV22. I stedet trådte Rikke Tangaa til. Hun blev ottende stedfortræder.

Lose blev officielt udpeget som økonomiminister i slutningen af november sidste år, efter at hun tidligere har været fungerende økonomiminister. Det var hun, mens Jakob Ellemann-Jensen, der siden har forladt politik, i perioden marts til august i 2023 var sygemeldt med stress.

Ministeren er desuden medlem af en række magtfulde udvalg, heriblandt Koordinationsudvalget, hvor regeringens overordnede linjer i regeringens politik fastlægges.

Hun har aldrig før været valgt til Folketinget, men har beskæftiget sig med regionalpolitik, som hun havde været i siden 2005. Ved det seneste regionalvalg blev Lose, der har været næstformand i Venstre siden 2021, valgt med 147.485 personlige stemmer.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/oekonomiminister-valgt-som-folketingskandidat-i-esbjerg

GDPR