Af Lærke Cecilie Lindegård, [email protected]
ODSHERRED: Bo- og beskæftigelsestilbuddet Granhøjen for psykisk syge voksne i Odsherred Kommune blev i går i Operation X anklaget for at kræve en urimelig høj husleje - 1200 kr. pr. kvadratmeter.
Det er Odsherred Kommune, der har tilsynspligten med Granhøjens bosteder. Og den skyhøje husleje er ikke i orden, erkender Odsherreds Kommunes borgmester Thomas Adelskov (S):
- Det er åbenlyst, at der er dele af tilsynet med lejekontrakterne, vi ikke har været skarpe på, siger han til dknyt.
Lejekontrakter under lup
TV2's dokumentarprogram Operation X har i to udsendelser - sendt henholdsvis den 21. og 28. november under fællestitlen 'De sociale plattenslagere' - sat fokus på dyre enkeltmandsprojekter på det sociale område.
Udsendelserne viser, at nogle kommuner betaler millioner af kroner til enkeltmandsprojekter, som i en række tilfælde mangler tilsyn og budgetopfølgning.
- Det vi konkret gør nu er, at vi får huslejen sat ned i de to tilfælde, som Operation X fremlægger i udsendelsen, og så kigger vi naturligvis nærmere på de lejekontrakter, som vi i øvrigt har med Granhøjen, siger Thomas Adelskov til dknyt.
Granhøjen: Grov manipulation
Ovenpå indslaget anklager Granhøjen Operation X for grov manipulation. I en pressemeddelelse udtaler administrationschef på Granhøjen Bodil Svare:
- Man skal se huslejerne i en sammenhæng. Nogle huslejer er naturligvis betydeligt lavere end dem, der bliver fremhævet i programmet. Samlet er kvadratmeterprisen på mindre end 750 kr. pr kvadratmeter, hvilket svarer til markedslejen for området. Men det får seerne desværre ikke at vide.
Som nævnt fremhæver Operation X en kvadratmeterpris på ca 1.200 kr. for to specifikke ejendomme.
Granhøjen pointerer desuden, at indslaget kun fremlægger en halv sandhed i dets fokus på bostedets udgifter til vedligeholdelse.
I udsendelsen i går havde Operation X desuden fat i en anbringelsessag fra Lyngby-Taarbæk Kommune.
Efter Operation X's udsendelse i sidste uge er Assens og Nyborg Kommune gået sammen om en undersøgelse af deres konkrete anbringelsessag, hvor bl.a. virksomheden Alternativet Aps skal dokumentere de ydelser, de har faktureret til Assens Kommune.
I Hjørring Kommune har borgmester Arne Boelt (S) efter indslaget udtalt, at han vil tage sagen op på et direktionsmøde.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.