
ODSHERRED: Fra decentral skolestruktur til central skolestruktur og tilbage igen. Tirsdag besluttede byrådet i Odsherred Kommune at sende et forslag til en ny skolestruktur i høring. Ny struktur kan det dog ikke helt kaldes, idet forslaget går ud på at genetablere administrationen på fire af de skoler, der lå i kommunen inden 2013 og som byrådet besluttede at nedlægge, fordi der kun skulle være to distriktsskoler i kommunen. Skolerne får således deres gamle navne tilbage.
Det fremgår af referatet for tirsdagens byrådsmøde, hvor både S, V, DF, EL, R, SF og Odsherred Listen stemte for at sende forslaget med den decentraliserede skolestruktur i høring. Men det tog tre afstemninger at afklare og endte med en mindretalsudtalelse fra V og EL om, at de stadig 'ønsker en skolestruktur med større decentralisering, selvbestemmelse og mangfoldighed end det, der fremgår af høringsforslaget med fire skoler'.
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Søren With (S), der er ny i byrådet og hvis partirepræsentant i byrådet stemte for at nedlægge de ni skoler tilbage i 2013, har nu stemt for løsningen med de fire skoler:
- Nu lægger vi op til en mere decentral struktur. Mere økonomisk og ledelsesmæssig kompetence ude på skolerne. Det giver ejerskab og motivation. Dermed styrker vi også trivsel og læring, siger han til TV Øst.
'For langt mellem forældre, lærere og ledelse'
For fem år siden var argumentet for at nedlægge de ni skoler og lave to større skoler, Nordskolen og Sydskolen, at økonomi og ledelse skulle centraliseres og samles på to store skoler af hensyn til både elevers udbytte af undervisningen og kommunens økonomi.
På det tidspunkt var 'formålet med en ny struktur dobbelt, idet der både skal ske et løft af elevernes udbytte af undervisningen og sikres en effektiv ressourceudnyttelse i en tid med et faldende elevtal', som der stod i sagsfremstillingen i 2013.
Det betød, at der i hele kommunen på daværende tidspunkt var to skoleledere af hver sin distriksskole, som stod for økonomi og administration. Både Nordskolen og Sydskolen havde flere afdelinger under samme ledelse, det vil sige flere matrikelskoler tilknyttet. Men det har skolebestyrelser ikke været tilfredse med.
- Der blev sat nogle gode ting og tanker i gang i forhold til stordrift, men der er nogle ting, vi har tabt på gulvet. Blandt andet nærhedsprincippet, den synlige ledelse og skolebestyrelserne. Når vi kun har to skolebestyrelser, der repræsenterer en masse afdelinger, bliver det nogle store bestyrelser. I en kommune som Odsherred med langt mellem landsbyerne, er det svært at få nogen i syd til at koncentrere sig om, hvad der skal ske på skolen i nord, sagde Søren With (S) til TV Øst op til beslutningen.
Grundlaget for nu at vende skolestrukturen, er ifølge byrådet 'en meget høj grad af decentralisering af beslutningsmandat og økonomi til den enkelte skole'. Således bliver der nu fire skoleledelser- og bestyrelser i kommunen. Hver skole får derfor en skoleleder, fagchef og direktør.
- Der bliver givet øget kompetence ud til skoleledelserne. Den enkelte skole får større selvstændighed. Målet er større engagement, siger Leif Egholm (Odsherred Listen) til TV Øst.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.