
Personer med lav formue og indkomst har op til 85 procent højere risiko for at modtage risikabel medicinering sammenlignet med de mest velstillede danskere.
Det viser et omfattende nationalt studie med over 170.000 deltagere ledet af forskere fra Aarhus Universitet.
- Vores studie viste, at økonomiske forhold har den stærkeste sammenhæng med fejlmedicinering i Danmark. En forklaring kunne være, at økonomi formentlig er den mest definerende faktor for vores sociale position i samfundet og dermed også den mest afgørende for vores udgangspunkt i mødet med sundhedsvæsenet, siger postdoc Amanda Paust fra Institut for Folkesundhed, der er hovedforfatter på studiet.
Tre ting spiller særlig rolle
Ifølge studiet spiller tre kapitalformer - økonomisk, kulturel og social - en rolle i kvaliteten af patientbehandlingen i Danmark.
Studiet viser nemlig, at personer med lavt uddannelsesniveau har 66 procent højere risiko for at modtage problematisk medicin, mens personer med begrænset socialt netværk har cirka 35 procent højere risiko. Indvandrere og personer, der bor alene, er også mere udsatte.
Desuden viser studiet, at overbehandling er et større problem end underbehandling.
- Vi kunne se, at uligheden i behandlingskvalitet eksisterer, selv når vi sammenligner folk med sammenlignelige helbredsproblemer. Det viser endnu en gang, at et universelt system ikke automatisk skaber lighed i sundhed, siger Amanda Paust.
Læger som nøglefigurer
Forskerne peger på praktiserende læger som nøglefigurer i at skabe mere lighed i kvaliteten af den medicinske behandling.
- Praktiserende læger er vigtige, fordi de udskriver størstedelen af al medicin i Danmark og ofte har kontakten til os borgere. Uligheden kan mindskes med skræddersyede tilbud til dem med størst behov. Forskning viser, at længere konsultationer, kontinuitet i relationen til én primær behandler eller bedre kommunikation om behandlingsforløbet kan gøre en forskel, siger Amanda Paust.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.