
Træer og buske op til 50 meter fra vejene tager skade, vores biler ruster og flere steder i landet har vejsalt forhøjet kloridkoncentrationen i grundvandet. Salt, der spredes i byerne, skylles via kloakker videre til rensningsanlæg, hvor det er mistænkt for at skabe problemer for den biologiske nedbrydning. Og så koster det kommmuner mange penge.
Så der er mange gode grunde til at forsøget at reducere mængden af anvendt vejsalt. Nu tilbyder virksomheden ProffSpray en løsning.
Ved at anvende en saltvandsopløsning i stedet for tørt salt kan man meget præcist og hurtig optø et frostlag, det kræver blot, at vejen er effektivt ryddet først. Med redskaber til ryddning foran og en saltvandsspreder bagpå et køretøj kan der spares 80 pct. salt. Processen er billigere i drift, og udstyret er også billigere i indkøb og drift end de traditionelle metoder.
- Vi kan med en saltvandssprøjte dosere helt præcist efter vejens brede og behov. For at dokumentere forbruget benytter vi en GPS, der er koblet på sprøjten, og derefter kan borgerne og kommunerne se på et Google-kort på Internettet præcist, hvor meget salt der er sprøjtet på hver strækning, siger Albert Hedegaard, der er direktør i virksomheden ProffSpray.
Foreslår lovgivning mod oversaltning
Problemet med oversaltning skyldes i høj grad, at saltning er en periodevis opgave, mener han.
- Isvintrene kommer med års mellemrum, og i mellemtiden glemmer både befolkningen og politikerne problemerne med saltforureningen. Når vejene er isede og bilisternes liv er i fare, så er der ikke tid til at overveje miljø og nyinvesteringer, og så gør kommunerne, som man altid har gjort, siger ProffSpray-direktøren.
Derfor overvejer Albert Hedegaard og hans kolleger i branchen, at foreslå politikerne at lovgive på området eller få sat bindende mål for en kommende reduktion af saltforbruget, alternativt at pålægge en afgift i lighed med kunstgødning til landbruget.
- Den traditionelle metode med at salte snelag væk er ikke bare uøkonomisk og forurenende. Den er også ineffektiv og sætter dermed trafiksikkerheden i fare. Langt de fleste steder bruger man nemlig ikke blot salt til at fjerne frostlag, men også til at smelte snelag væk. Det er kutyme, at man smelter snelag på op til flere cm væk med salt for at undgå at skulle have en sneplov ud på vejene. Det skaber en grød, som er farlig for trafikken, siger Albert Hedegaard.
Enkelte kommuner har ifølge virksomheden taget den nye metode i brug.
Og a propos - et såkaldt panmax-skib er i disse dage på vejmod Danmark med en rekordstor last salt - 70.000 tons. Skibet ventes til Fredericia omkring 15. januar og der vil være rigelig afsætning på saltet, for mange kommuner er tæt på eller er allerede løbet tør for vejsalt.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.