Trods sit kaldenavn Oljefondet skal den norske Statens Pensjonsfond Utland udfase sine investeringer i selskaber, som tjener deres penge på at udvinde olie og gas. Det mener den norske centralbank Norges Bank, som investerer pengene fra landets eget olieeventyr i fonden, der ejer svimlende 8.337 mia. norske kroner, svarende til 6.398 mia. danske kroner.
Det er ifølge NRK i sidste ende op til Stortinget at tage stilling til, om rådet skal følges. Norges Bank understreger, at den ikke er ude i et miljø- eller klimamæssigt ærinde - det er ren og skær business. I dag udgør olie- og gasselskaber omkring seks pct. af fondens aktieinvesteringer i form af aktier med en værdi på i alt godt 300 mia. norske kroner.
- Rådet er udelukkende baseret på finansielle argumenter og analyser af statens samlede olieeksponering og afspejler ikke et bestemt syn på udviklingen i olieprisen, fremtidig lønsomhed eller bæredygtighed i olie- og gassektoren, siger vicecentralbankchef Egil Matsen i en kommentar på Norges Banks hjemmeside. Selskaber i olie- og gasbranchen har historisk haft haft betydeligt lavere afkast end resten af aktiemarkedet i perioder med faldende oliepriser, og det er dét, der er begundelsen for anbefalingen.
Det norske Finansministerium, der er den formelle ejer af fonden, regner med at nå frem til en konklusion på anbefalingen i efteråret 2018. Regeringen har ansvar for helheden i norsk økonomi og må se bredt på problemstillingen, siger finansminister Siv Jensen (Fremskrittspartiet) ifølge NTB.
Ritzau
Fakta
- Statens Pensjonsfond Utland, på norsk bedre kendt som oljefondet, blev oprettet af den norske stat i 1990.
- Finansministeriet er den formelle ejer af fonden, men centralbanken Norges Bank har ansvaret for at investere pengene.
- Markedsværdien af fonden en mandag formiddag 8.337 mia. norske kroner svarende til 6.398 mia. danske kroner.
- Det er verdens største statslige investeringsselskab. Fonden ejer 1,3 pct. af aktierne i samtlige verdens børsnoterede selskaber.
- Pengetanken er opbygget på Norges indtægter fra olieeksport. Den skal være en buffer, den dag de norske oliekilder er tømt, men kan også bruges i forbindelse med store investeringer i det norske samfund.
Kilder: NRK, NTB.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.