HELSINGØR: En 10.000 kvm. stor grund tæt ved Prøvestenscentret, det almene boligområde Vapnagård og Helsingør Gymnasium skal nu omdannes til en multipark, oplyser Realdania.
Parken indrettes med en række forskellige faciliteter til uorganiserede udendørs sportsaktiviteter, leg og aktivt samvær. En af ideerne er nemlig, at parken bliver et tilbud om aktivt og sundt samvær for alle beboere i området, som er kendetegnet ved stor kulturel mangfoldighed.
En gruppe ildsjæle i Helsingør af blandt andre skatere, pædagoger og institutionsledere tog i 2002 initiativ til at indrette en aktivitetspark på en ledig grund, der ejes af Helsingør Kommune, og som ligger ved Prøvestenscentret, det almene boligområde Vapnagård og Helsingør Gymnasium.
Det er planen at indrette parken, så den bliver en offentlig park, hvor alle kan føle sig velkomne og mødes til aktivt samvær - uanset alder, køn eller etnisk baggrund. Der skal for eksempel både være plads til, at man kan dyrke sport, optræde med teater eller spille musik, lege eller samles til en hyggelig grillaften. Samtidig er det også planen at indrette parken med nogle særlige faciliteter til de mange unge i området, som dyrker forskellige former for udendørssport, blandt andet skating og parkour.
Det er Helsingør Kommune, som er bygherre på projektet, og i øjeblikket arbejder en styregruppe med den konkrete indretning af parken. Styregruppen består af repræsentanter fra kommunens Børne- og Ungeforvaltning, Teknisk Forvaltning, Ejendomscentret, den socialpædagogiske miljøinstitution Villa Fem samt Espergærde Fritidscenter og skaterbutikken Dark Blue Board Shop i Helsingør. Efterfølgende bliver der også etableret et brugerudvalg, som får ansvaret for projekter og aktiviteter i multiparken.
Multiparken forventes at kunne blive taget i brug i begyndelsen af januar 2011. Efterfølgende skal parken drives af Helsingør Kommune i samarbejde med SSPK Konsulenter, Villa Fem, støtteforeningen til mp-h og klubberne i Helsingør Kommune.
Indretningen af multiparken er budgetteret til cirka 20 millioner kroner. Realdania bidrager heraf med 4,8 millioner kroner.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.