Minkene må tage en for holdet
Man kan se for sig, hvor anarkistisk alting kan udvikle sig, hvis det bliver gangbart at ændre love, man ikke synes om, ved simpelthen at bryde dem. Snyd i skat, kør for hurtigt, skyd en ulv. Det er ikke rigtig ulovligt, bare en hjemmelsudfordring.
Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix

Minkene må tage en for holdet

Det er ikke kun lovligheden af erhvervet, men også af nedlukningen, man skal have for øje, og sidstnævnte kneb det som bekendt gevaldigt med.
29. SEP 2022 6.06

Måske var det ikke, hvad alle havde ventet, at den socialdemokratiske regering med udsigt til et valg lige om lidt ville åbne for minkavl på ny. Til gengæld er det alt andet end overraskende, at støttepartierne finder det forkert, og at man tværtimod skulle tage og benytte lejligheden til at forbyde erhvervet helt, nu da det i forvejen er lagt øde.

Mink har aldrig haft mange venner, heller ikke deres ejere, der rutinemæssigt masseaflivede dem hvert år i pelsningssæsonen, og udenfor branchen da slet ikke. Dyrevelfærd spillede ganske vist ingen som helst rolle, da minkfarmene husede coronasmitte, i hvert fald hørte man intet til, hvordan de smittede og muligvis syge dyr havde det. Men til daglig synes deres befindende at være en topprioritet.

Efter at brugte bure fra lukkede minkfarme er dukket op som kitch-indretning på diverse loppemarkeder, har enhver da også haft lejlighed til at forvisse sig om, hvor lidt plads der levnes til et rovdyr, hvis natur det er at jage i det åbne. Jagtadfærd reduceret til at vente på fodervognen med dens blanding af det restaffald fra madproduktion, som ingen andre vil have.

Der kan kort sagt være gode grunde til at lade være med at holde mink i bure. De skal så stilles overfor de grunde, der er til at gøre det. De grunde var indtil coronaen hovedsageligt, at der var gode penge i det og stor eksport tillige. Og så var det jo et lovligt erhverv, som det blev sagt, men det er jo blot en teknikalitet, idet man kunne have valgt at gøre det ulovligt, hvis man ellers ville.

Dog, netop spørgsmålet om lovligheden er afgørende, når det kommer til at beslutte, om man nu her skal gøre det permanent ulovligt, eller om man skal lade forbuddet udløbe, nu da dets formål er opnået. Her er det ikke kun lovligheden af erhvervet, men også af nedlukningen, man skal have for øje, og sidstnævnte kneb det som bekendt gevaldigt med.

Så meget, at retssikkerhedens velbefindende må overtrumfe minkenes. En ulovlig eller i det mindste ulovmedholdelig beslutningsproces må anstændigvis som det første rulles tilbage, så uretten nulstilles. Efterfølgende kan man så se på de synspunkter og grunde, som var der før til at ændre på lovligheden af minkerhvervet. Hvis de stadig er der, må man starte forfra og i givet fald gennemføre ændringen på en lovformeligt korrekt måde.

Alternativet er, at retstilstanden de facto bliver dikteret af et lovbrud. Tilliden til myndighederne er i forvejen i bund, viste en meningsmåling her for nylig, og man kan se for sig, hvor anarkistisk alting kan udvikle sig, hvis det bliver gangbart at ændre love, man ikke synes om, ved simpelthen at bryde dem. Snyd i skat, kør for hurtigt, skyd en ulv. Det er ikke rigtig ulovligt, bare en hjemmelsudfordring.

Nej vel, det går ikke. Det var ikke minkenes skyld, de var bare uheldige, men det er dem og deres tilbagevenden til burene, der kan gøre uretten god. Minkene må tage en for holdet.