Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Foto: Marius Renner, Ritzau Scanpix

En velanbragt dummebøde

KLUMME Det SKAL være dyrt. Meget dyrt. Så dyrt, at det kommer til at vare meget længe, før nogen igen tør være så sjusket med en sagsbehandling.
28. JAN 2021 5.59

19 mia. kr. er en ustyrlig masse penge. Også selvom man afstår fra at runde op og i stedet holder sig til de faktuelle 18.770.000.000 kr., som ifølge minkaftalen er overgrænsen for, hvad den hele misere kan komme til at koste. Undergrænsen er 15.570.000.000 kr., også mange penge.

Både penge og mink kalder på store følelser, og der er ingen mangel på synspunkter om, at det for pengenes vedkommende er for mange. Hvor meget der i stedet skulle være givet i erstatning til udøverne af det aflivede erhverv, er der et righoldigt udvalg af meninger om, spændende fra nogle milliarder færre og ned til nul. Sidstnævnte dog i det ikke-seriøse meningssegment.

De mange penge tilfalder ikke kun minkavlerne, men også specialiserede følgeerhverv, der ikke har noget eksistensgrundlag uden minkavlen at betjene. Men for nemheds skyld kan vi holde os til minkavlerne, der ifølge regneeksempler fra minkaftalens følgemateriale står til at få i gennemsnit mellem 11,6 mio. kr. og 13 mio. kr.

Også det er mange penge for en enkelt avler, men ifølge samme opgørelse er der en gennemsnitlig gæld i produktionsapparatet på 8,7 mio. kr., der skal trækkes fra. Dermed er vi nede i en beløbsstørrelse på mellem 2,9 mio. kr. og 4,3 mio. kr., som den gennemsnitlige minkavler har tilbage til at genstarte sit liv.

Så lyder det knap så forgyldt, selvom det selvfølgelig stadig er mange penge, men ikke nødvendigvis helt uden for skiven i forhold til, hvad en virksomheds nettoværdi er eller ville have været, hvis den stadig var i drift. Om det er for mange penge falder i to overvejelser.

Den ene er, om det er for mange i forhold til minkavlere og følgeerhverv, og for den sags skyld også om det er for mange i forhold til, hvad man i andre coronaramte brancher har kunnet hente som substitution for tabte indtjeningsmuligheder. Det er en (parti)politisk overvejelse, så den lader vi ligge her.

Den anden overvejelse er, om prisen for minkaftalen er for høj i forhold til den ulovmedholdelige proces, som man forhåbentlig godt kan kalde den ulovlige ordre, uden at Justitsministeriet henvender sig for at klage.

Det er, eller burde i hvert fald være, en for partipolitik fuldstændig renset principiel overvejelse, og her er svaret, at det skal være dyrt. Meget dyrt. Så dyrt, at det kommer til at vare meget længe, før nogen igen tør være så sjusket med en sagsbehandling, at man ikke er fuldstændig fokuseret på at få enhver “hjemmelsudfordring” løst. Før man begynder at udstikke ordrer.

Hvad det angår, falder en halv storebæltsbro, som jo plejer at være målestokken for store beløb, inden for det mærkbare. Og ja, så er der en hel del andet, som de skattepenge ikke kan bruges til, nu da de er brugt til dette, og det kan man efter partipolitisk tilbøjelighed være mere eller mindre tilfreds eller utilfreds med.

Men det er nu engang sådan, at regningen for enhver regerings gøren og laden ender med at skulle betales af os allesammen. Betales i penge, altså. Der er altid den mulighed at sende den politiske regning videre ved næstkommende folketingsvalg.