dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Minister om lækket lydoptagelse: Jeg er fortaler for åbenhed

Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har fokus på åbenhed, siger han efter lækket lydoptagelse fra sit ministerium

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har i et svar til Folketinget udtalt sig om sagen om ministeriets departementschef, Sophus Garfiel, som har rådgivet sine medarbejdere om, hvordan de kan tilrettelægge en arbejdsgang, så der ikke kan søges aktindsigt i en sags dokumenter.

- Jeg er fortaler for åbenhed i den offentlige forvaltning. Det var jeg før, Liberal Alliance trådte ind i regeringen, og det har jeg taget med mig ind i regeringen.

- Åbenhed om arbejdet er således også noget, jeg har haft fokus på som minister, svarer ministeren, som i øjeblikket er på barselsorlov.

Det er Rosa Lund, Enhedslistens retsordfører, som har stillet spørgsmål til sagen. Politiken kunne i weekenden bringe en lækket lydoptagelse med departementschef Sophus Garfiel til medarbejderne.

På optagelsen høres det blandt andet, at Garfiel siger, at hvis der er oplysninger, som man ikke ønsker, skal komme frem i offentligheden, så skal man tilrettelægge arbejdet, så de ikke kommer frem.

- Jeg har derfor blandt andet meldt ud internt i ministeriet, at min tilgang til åbenhed og offentlighed skal afspejles i den generelle tilrettelæggelse af ministeriets arbejde og ved behandlingen af aktindsigtsanmodninger.

- De skal behandles hurtigt, imødekommende og med fokus på meroffentlighed, lyder det fra Ammitzbøll-Bille.

Kom til mig
Ministeren tilføjer, at han synes, at ministeriet har fulgt op på det og blandt andet står for en forholdsvis kort gennemsnitlig sagsbehandlingstid, når det eksempelvis gælder anmodninger om aktindsigt.

I en skriftlig kommentar til fagbladet Journalisten undrer han sig i øvrigt over den lækkede lydoptagelse.

- Jeg undrer mig over, hvorfor nogen finder det nødvendigt at lave lydoptagelser af interne, uformelle personalemøder.

- Jeg håber, at medarbejderne ved, at hvis de er utilfredse med noget, kan de tale med deres nærmeste overordnede. Man kan også gå til sin tillidsrepræsentant og i sidste ende til mig.

- De muligheder er grundigt beskrevet i det kodeks og regler for god adfærd i det offentlige, som embedsmænd arbejder under, siger Ammitzbøll-Bille.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/minister-om-laekket-lydoptagelse-jeg-er-fortaler-for-benhed

GDPR