Af Thomas Jensen
'Er ministeren enig i det betænkelige i, at et privat hjemmeplejefirma opretter en såkaldt hotline, hvor borgerne kan klage over den kommunale hjemmepleje?. Det har Christian H. Hansen (formand for Fokus, uden for parti) spurgt socilministe Bendikte Kiær (K) om.
Hun svarer:
'På det sociale område er der klare regler for, hvem der har ansvaret for, at borgeren modtager den nødvendige hjælp, hvordan en borger kan klage over afgørelser om hjælp, samt hvilken myndighed klagen skal stiles til.
Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der har det indholdsmæssige og økonomiske ansvar for den lokale ældrepleje. Det er således den enkelte kommunalbestyrelse, der træffer afgørelser om hjælp. Borgeren skal i forbindelse med afgørelsen oplyses om, hvilken hjælp borgeren er visiteret og har ret til, ligesom borgeren skal oplyses om sine muligheder for at klage over den afgørelse, der er truffet, hvis borgeren ikke mener at modtage den nødvendige hjælp.
Klager over afgørelser om hjælp bliver behandlet af Det Sociale Nævn, som er en af kommunen uafhængig klageinstans. Ønsker en borger at klage over en afgørelse om hjælp, sendes klagen til kommunalbestyrelsen, således at kommunalbestyrelsen har mulighed for at se på sagen igen og vurdere, om der er truffet den rigtige afgørelse. Kommunalbestyrelsen har 4 uger til at genvurdere sin afgørelse. Hvis kommunalbestyrelsen fastholder sin oprindelige afgørelse, sendes klagen videre til Det Sociale Nævn.
I forbindelse med afgørelsen om hjælp skal borgeren oplyses om, hvilken fast kontaktperson på det kommunale myndighedsniveau modtageren af hjælp kan kontakte, hvis modtageren har spørgsmål til hjælpen.
Hvis borgeren ikke modtager den visiterede hjælp, kan borgeren tage direkte kontakt til den kommunale myndighed. Hjælpen skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse om hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet. Den kommunale myndighed har således pligt til at sikre, at leverandørerne - såvel kommunale som private - leverer erstatningshjælp, hvis den oprindelige aftale om hjælp ikke kan overholdes.
Endelig kan jeg oplyse, at det er Statsforvaltningerne, der fører tilsyn med, at kommunerne overholder den gældende lovgivning på området.
Et privat firma, der er godkendt som leverandør af personlig og praktisk hjælp, har således ingen myndighedsbeføjelser i forhold til at træffe afgørelser om visiteret hjælp.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.