
Planen er - trods høje smittetal - fortsat, at skolebørnene vender tilbage til klasseværelserne 5. januar.
Det siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Det skriver Jyllands-Posten tirsdag.
- Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt og lytter til sundhedsmyndighederne, men indtil nu afviger smittetal, indlæggelser og vaccinetilslutningen ikke fra det, man fremskrev inden jul. Derfor er det fortsat den beslutning, vi ser ind i, siger ministeren til avisen.
Der er dog ingen "nagelfaste garantier", lyder det videre. En lignende melding kom fra Rosenkrantz-Theil kort før jul.
Heunicke: flere børn bør vaccineres
Men siden er antallet af smittede steget. Senest er der registreret 13.000 nye smittetilfælde. Det er færre end søndagens og mandagens rekordtal - til gengæld stiger antallet af indlæggelser.
Tidligere tirsdag lød en opfordring fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få flere børn i alderen 5 til 11 år vaccineret.
Danmarks Lærerforening har udtalt til DR, at flere helst skal vaccineres, hvis skolerne skal åbne som planlagt.
Ifølge Tyra Grove Krause, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, er vaccinetilslutningen blandt skolebørnene essentiel for at holde skolerne åbne.
- Vi vil helt klart gerne have vaccinetilslutningen blandt skolebørnene højere op. Det er det, der skal til, for at holde skolerne åbne hen over den næste måneds tid, hvor vi får meget mere smittespredning med omikron, siger hun til DR.
Alternative restriktioner vurderes
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener godt, at skolerne kan åbne.
For at sikre det har han opfordret sundhedsministeren til at få Epidemikommissionen til at vurdere alternative restriktioner.
- Vi ved, at et forsamlingsloft virker smittedæmpende. At lukke storcentre kunne være en anden mulighed for at bremse den voldsomme stigning i smitten, siger Peder Hvelplund.
I Skolelederforeningen mener formand Claus Hjortdal, at vaccinetilslutningen er forventelig. Han peger på, at mange forældre har haft travlt op til jul. Andre tøver, fordi de synes, at børnene er for små til at blive vaccineret.
Trods det er han tryg ved, at skolerne får eleverne tilbage.
- Men jeg håber da, at flere benytter dagene før nytår til at få børnene vaccineret.
Test flere gange om ugen
Til Jyllands-Posten siger Pernille Rosenkrantz-Theil, at vaccinationstilslutningen blandt børnene vil være med til at afgøre, om der kan skabes en "stabil skolegang".
De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at 170.280 børn (39,5 pct.) mellem 5 og 11 år har påbegyndt vaccination, mens 12.817 er færdigvaccinerede. Dermed er 3,0 pct. blevet færdigvaccineret.
Alle elever fra og med 1. klasse og medarbejdere opfordres til at lade sig teste to gange ugentligt fra 5. januar. Det gælder også elever og ansatte, der er vaccinerede eller tidligere smittede.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.