dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
En visuel præsentation fra 2020 viser udbygningsprojektet af Aros, hvor man kan se kuplen "The Dome" foran Aros på planen. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Milliondyr Aros-kuppel udskydes efter konkurs og ekstraregning

En leverandør er gået konkurs, og derfor er byggeriet af en tilbygning til Aros blevet dyrere og udsat.
5. JUN 2025 13.47

AARHUS: Byggeriet af Aros' tilbygning og storsatsning kuplen "The Dome" forsinkes og bliver 6,7 millioner kroner dyrere.

Det oplyser Aarhus Kommune, der er bygherre på kunstmuseets projekt, i en pressemeddelelse torsdag, skriver TV2 Østjylland. Det sker, efter at leverandøren af låget til den store kuppel gik konkurs tidligere på året.

Det fremgår ikke, hvornår låget ventes at være færdigbygget, men det bliver ikke i år, som ellers først planlagt.

"The Dome" er hovedværket i Aros-udvidelsen "The Next Level", der er et nyt underjordisk udstillingsgalleri på 1000 kvadratmeter.

Det underjordiske udstillingsgalleri suppleres med værket "The Dome" med en diameter på 40 meter og en loftshøjde på 15 meter af den amerikanske kunstner James Turrell.

Kommunen oplyser i pressemeddelelsen, at en ny leverandør skulle findes til låget, efter at den første gik konkurs.

- Kommunen har gennemført to udbud og er nu klar til at få byggeriet afsluttet. Men desværre med det resultat, at den samlede pris ender på et højere niveau, end kommunes rådgivere forventede, lyder det fra kommunen ifølge TV2 Østjylland.

De yderligere 6,7 mio. kr. skal ifølge TV2 Østjylland findes via kommunens finansiering af Aros, ved at museets driftstilskud reduceres med 200.000 kroner årligt.

Den samlede pris på udbygningsprojektet var i første omgang vurderet til knap 200 mio. kr. Den største bidragyder til udvidelsen af det aarhusianske kunstmuseum er Salling Fondene, der har doneret 80 mio. kr.

Derudover har Ny Carlsbergfondet givet 40 mio. kr.

Endelig er der givet en anonym donation på 10 mio. kr. Resten finansieres af Aros selv og Aarhus Kommune.

Forventningen var først, at projektet skulle stå klart i løbet af 2023.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/milliondyr-aros-kuppel-udskydes-efter-konkurs-og-ekstraregning

GDPR