

FOLKETINGET: For langt de fleste af Folketingets 179 medlemmer er det mere end nok at repræsentere deres parti på Christiansborg. Men 21 medlemmer finder også tid til at passe en karriere som kommunalpolitiker samtidig.
Flere af disse dobbeltmandater, som de kaldes, må dog jævnligt melde afbud til byråds- og udvalgsmøder. Det viser en kortlægning, Ritzau har foretaget.
Folketingsmedlemmerne Jan Rytkjær Callesen, Pernille Bendixen og Villum Christensen er blandt de politikere, der ofte må melde afbud i henholdsvis Sønderborg, Odense og Slagelse.
Det er helt naturligt, at arbejdsbyrden for nogle medlemmer bliver for stor, mener Lene Holm Pedersen, professor og forskningsleder hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
- Døgnet har kun 24 timer, og det gælder for os alle sammen. Den tid politikerne bruger i kommunerne, bruger de ikke på Christiansborg og omvendt, siger hun.
Lene Holm Pedersen har været med til at undersøge lokalpolitikernes arbejdstid. Undersøgelsen viste, at politikerne bruger mere tid end nogensinde før på det politiske arbejde. Det skyldes blandt andet, at kommunerne blev større efter kommunalreformen i 2007, hvilket har øget arbejdsmængden.
I 1970 lagde en kommunalpolitiker i gennemsnit 10-12 timers arbejde om ugen. I 1995 var tallet steget til 12 -15 timer, og i dag ligger tallet gennemsnitligt på cirka 20 timer ugentligt.
- Så at bruge 20 timer om ugen på at sidde i kommunalbestyrelsen samtidig med et fuldtidsjob på Christiansborg rækker ud over, hvad de flestes arbejdsevne kan magte, siger Lene Holm Pedersen.
Partier som Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten tillader under normale omstændigheder ikke dobbeltmandater, men de giver mulighed for dispensation i særlige tilfælde.
Det er dog især Dansk Folkeparti, der benytter sig af dobbeltmandater. Partiet har sat sig på 16 ud af de 21 nuværende dobbeltmandater.
Ikke svække partiet
Dansk Folkepartis Pernille Bendixen mener ikke, at hun har svært ved at passe sit arbejde i byrådet. Men det er svært at kunne være til stede begge steder, siger hun.
Hun er også principielt imod, at partierne har dobbeltmandater, men vælger alligevel at genopstille til KV17, siger hun.
DF'erne Dennis Flydtkjær og Alex Ahrendtsen har ellers meddelt, at de ikke genopstiller af hensyn til deres arbejde i Folketinget. Men samme mulighed har Pernille Bendixen ikke, mener hun.
- Vi har et ansvar for, at den politik vi har ført i byrådet, bliver ført videre af et medlem med en vis erfaring.
- På et tidspunkt vil jeg ligesom flere af mine partikolleger være nødt til at tage et valg, men i og med at Alex (Ahrendtsen, red.) ikke genopstiller, ville det svække partiet rigtig meget i Odense, hvis jeg gjorde det samme, siger Pernille Bendixen.
Vil ikke helt ud
Hendes partikollega Jan Rytkjær Callesen ønsker fortsat at have et dobbeltmandat, selv om har været fraværende til seks ud af 15 møder i hjemkommunen Sønderborg i 2017.
- Uden muligheden for et dobbeltmandat ville der efter min vurdering være mange ting i kommunerne, der blev syltet. Der er rigtig mange sager fra mit kommunalpolitiske arbejde, som jeg kan tage med mig over på Christiansborg, siger Jan Rytkjær Callesen.
Han medgiver dog, at andre byrådsmedlemmer tvinges til at tage en større tørn i byrådet, når han er væk på grund af folketingsarbejde.
- Det vigtige for mig er, at jeg kan følge med i, hvad der sker derhjemme. Og hvis jeg undlod at genopstille og ikke kom i Folketinget næste gang, så ville jeg være helt ude af politik, og det ønsker jeg ikke, siger Jan Rytkjær Callesen.
Fraværet i procent
Dobbeltmandaternes procentvise fravær fra møder i kommunale byråd og udvalg i perioden 1. januar 2017 til nu:
- Jan Rytkjær Callesen (DF): 40,0 (6 ud af 15). Sønderborg.
- Pernille Bendixen (DF): 32,1 (9 ud af 28). Odense.
- Villum Christensen (LA): 30 (6 ud af 20). Slagelse.
- Alex Ahrendtsen (DF): 21,5 (6 ud af 28). Odense.
- Mikkel Sjøberg Dencker (DF): 17,1 (6 ud af 35). Hvidovre.
- Hans Andersen (V): 16,1 (5 ud af 31). Frederikssund.
- Ib Poulsen (DF): 15,8 (3 ud af 19). Thisted.
- Dennis Flydtkjær (DF): 15,8 (3 ud af 19). Herning.
- Susanne Eilersen (DF): 13,8 (4 ud af 29). Fredericia.
- Laura Lindahl (LA): 12,3 (7 ud af 57). Frederiksberg.
- Kenneth Kristensen Berth (DF): 12 (3 ud af 25). Vallensbæk.
- Jens Henrik Thulesen Dahl (DF): 11,1 (4 ud af 36). Assens.
- Dorthe Ullemose (DF): 10,5 (2 ud af 19). Svendborg.
- Liselott Blixt (DF): 8,1 (3 ud af 37). Greve.
- René Christensen (DF): 7,1 (2 ud af 28). Guldborgsund.
- Claus Kvist Hansen (DF): 5,8 (1 ud af 17). Horsens.
- Marlene Harpsøe (DF): 5,5 (2 ud af 36). Helsingør.
- Hans Kristian Skibby (DF): 5 (1 ud af 20). Hedensted.
- Merete Dea Larsen (DF): 3,5 (1 ud af 28). Roskilde.
- Jan E. Jørgensen (V): 3,3 (2 ud af 60). Frederiksberg.
- Henrik Brodersen (DF): Ingen afbud. Slagelse.
Tallene er indhentet fra referater, der er tilgængelige på de respektive kommuners hjemmeside. Opgørelsen er foretaget primo oktober 2017.
Odense Byråd giver mulighed for at være til stede via Skype. De fem og seks tilfælde i 2017, hvor henholdsvis Pernille Bendixen og Alex Ahrendtsen har været til stede under hele mødet via Skype, er ikke talt med som fravær.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.