Mette F.: Begyndende åbning efter påske, hvis vi holder ved indtil da
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Mette F.: Begyndende åbning efter påske, hvis vi holder ved indtil da

Forsigtig optimisme for at få gang i samfundet igen, siger statsminister Mette Frederiksen (S). Men først efter påske, ingen må tage forskud på det allerede nu, formaner hun.
30. MAR 2020 18.03
TEMA: Corona

Hvis alle fortsætter med at overholde restriktionerne de næste to uger frem til efter påske, så vil regeringen begynde at åbne samfundet gradvist igen, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.

Hun turde næsten ikke sige det, sagde hun, men gjorde det alligevel, og hun forklarede også, hvad hun var bange for - nemlig at folk ville tage forskud på udsigten til lempelser og begynde at blive uforsigtige allerede nu. Sker det, kan resultatet i stedet for en genåbning af samfundet blive det modsatte med endnu flere restriktioner end i dag.

Om det lykkes, vil kunne aflæses på tallene for indlagte og døde. Antallet af indlæggelser er gennem den seneste uge steget lidt langsommere end ugen før og uden den eksplosion i tallene, man kunne have frygtet, sagde Mette Frederiksen. Et andet godt tegn er, at almindelig influenza næsten er udryddet, fordi den smitte ikke spredes.

- Virusset er hos os endnu. Det har ikke toppet endnu. Flere vil blive syge, flere vil blive indlagt, og flere vil dø. Men samtidig kan vi se ind i en langsom oplukning af Danmark. Kan man det på samme tid? Ja det kan man godt, men det kræver at man har kontrol over situationen, sagde Mette Frederiksen.

Statsministeren håber, at der sidst på ugen vil foreligge en plan for første fase af genåbningen, sagde hun. En sådan plan vil formentlig indebære at man skal sprede tidspunkter for at gå på arbejde og i skole hen over dagen for at undgå myldretidstrafik.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt