dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger

Messerschmidt modsagt i retten

Flere ansatte i EU-systemet sagde fredag i retten, at de intet vidste om, at EU-konference, der fik støtte, lå samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde.

I sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, for EU-svig og dokumentfalsk talte flere vidner fredag næstformanden midt imod.

Morten Messerschmidt er tiltalt for at have søgt og fået EU-støtte via EU-partialliancen Meld til en EU-konference i august 2015. Den lå præcis samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde.

Anklagemyndigheden mener ikke, at der var en EU-konference, og at Morten Messerschmidt dermed udnyttede systemet til at få støtte på ulovlig vis. Morten Messerschmidt siger derimod, at der var tale om en fælles konference mellem Meld og DF. Samt at det var kendt viden i systemet.

Men at der skulle være tale om en fælles konference var hverken Meld, der gav pengene, eller DG Finance, der kontrollerer for EU-Parlamentet, oplyst om.

- Nej, jeg vidste ikke, at der lå et sommergruppemøde samtidig. Over for mig var det beskrevet som en ren EU-konference, sagde Michaël Verbeke.

Han var administrativ chef for Meld i 2015 og stod derfor for at modtage papirer og afrapportere til EU. Han modtog således ansøgninger om støtte og dokumentation fra Morten Messerschmidt og dennes personlige assistent.

DG Finance uvidende om fælles konference

At det var en fælles konference var heller ikke noget, som DG Finance blev oplyst om, da Meld skulle forklare sine udgifter for 2015 ved et kontrolbesøg i januar 2016. Efter besøget sendte Meld uddybende informationer om EU-konferencen til DG Finance.

- Nej, heller ikke her modtog vi nogen information om, at det var en fælles konference med Dansk Folkeparti, sagde enhedschef Wolfgang Herzig fra DG Finance, der stod for kontrolbesøget i 2016, i retten.

Meld betalte lige omkring 100.000 kr. i støtte til EU-konferencen, der altså tidsmæssigt og geografisk er helt sammenfaldende med DF's sommergruppemøde.

Morten Messerschmidt har forklaret, at det var helt efter bogen, da der blev diskuteret EU-emner på sommergruppemødet, og at det derfor var berettiget til EU-støtte fra Meld.

Sagen, hvor Morten Messerschmidt risikerer fængselsstraf, ventes afgjort fredag den 13. august.

Ritzau