
Den tidligere landsstyreformand i Grønland Aleqa Hammond har endnu engang brugt skattekroner til privat forbrug, skriver Ekstra Bladet.
Af et kontoudtog fremgår det, at Hammond, der repræsenterer Siumut, i perioden 18. juni til 11. juli i år har brugt for i alt 12.983,10 kr. på sit kreditkort fra Folketinget. Det viser en mail-korrespondance mellem Folketingets Administration og Aleqa Hammond, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
- Jeg har ingen kommentarer til min økonomi, siger Aleqa Hammond til avisen og afviser at svare på, om hun har betalt pengene tilbage.
Kortet må ifølge Folketingets rejseregler kun benyttes til at betale for tjenesteydelser såsom taxa og fly i forbindelse med møder. Alligevel har politikeren blandt andet brugt 3500 kr. i et byggemarked, 1389 kr. i Brugsen og 1697 kr. i en sportsbutik.
Købene er foretaget i Nuuk, Grønlands hovedstad, hvor Aleqa Hammond har privat adresse. Under årets folkemøde på Bornholm hævede den tidligere regeringsleder desuden 2000 kr. i Nordea med folketingskortet.
'Nødt til at trække'
Transaktionerne har skabt forundring i administrationen på Christiansborg.
'Vi har en idé om, at du er kommet til at bruge dit folketingskort i stedet for dit eget private kort, idet du har et ret stort forbrug på netop dit folketingskort', fremgår det af mailen, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
'Jeg har indsat herunder de poster, som henviser til et privatforbrug, og det bliver vi nødt til at trække. Det drejer sig om et samlet beløb på 12.983,10 kr.', skriver administrationen til Hammond.
Hammond afviser dog søndag i et opslag på sin Facebook-profil, at hun skulle have brugt sit kort forkert. Men hun medgiver, at hun brugte folketingskortet i en situation, hvor der var problemer med hendes private konti.
- Mine konti blev groft misbrugt via iTunes i juni, hvilket heldigvis blev opdaget af min bank, og fornødne initiativer blev iværksat, skriver Aleqa Hammond.
Hun skriver, at hun har aldrig har brugt sit folketingskort før, men at hun i den situation blev nødt til det. Folketingets Administration blev ifølge Hammond informeret.
- Der var gensidig forståelse.
Aleqa Hammond blev landsstyreformand i april 2013 efter at have modtaget det højeste antal personlige stemmer blandt samtlige kandidater til det grønlandske landsting, Inatsisartut. Hun måtte dog trække sig fra posten i september 2014, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.
I forlængelse af skandalen blev der udskrevet valg til Inatsisartut, hvor Hammond ikke stillede op.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.