Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Mavepuster til festivaler: Eksperter anbefaler nul overnatning

Corona-anbefaling til sommerens store arrangementer er klar. Den lægger op til fortsatte begrænsninger. Festivaler: Deadline for afklaring er langt overskredet.

Sidste sommer blev musikfestivaler og andre af sommerens store begivenheder aflyst grundet corona. Det samme kan ske i år.

For sommerens musikfestivaler vil ikke kunne afholdes som normalt og slet ikke med overnattende gæster.

Sådan lyder anbefalingen fra en ekspertgruppe, hvis opgave har været at undersøge, hvordan man kan holde festivaler og andre store arrangementer til sommer. Heller ikke store markeder bør holdes, lyder det derfra.

Nu skal anbefalingerne bruges i politiske drøftelser,. Herefter skal der laves en aftale, som indgår i den videre genåbning af samfundet.

Kulturminister Joy Mogensen (S) lægger i en pressemeddelelse om anbefalingerne op til, at det kan ende med aflysninger.

- Regeringen og en række af Folketingets partier har tidligere på året besluttet at videreføre arrangørordningen frem til den 30. september 2021, så der kan kompenseres, hvis det viser sig, at arrangører ikke kan afholde større arrangementer som følge af covid-19-relaterede restriktioner.

- Det er meget vigtigt, at vi har fået et økonomisk sikkerhedsnet på plads, siger kulturministeren.

Festivaler: Vi kan ikke vente længere

For de danske musikfestivaler er det noget af en nedtur. Nu må arrangørerne væbne sig med yderligere tålmodighed.

I en fælles udtalelse fra brancheorganisationen Dansk Live skriver flere af Danmarks største festivaler under på, at det uden en snarlig politisk udmelding vil være urealistisk at gennemføre de store sommerfestivaler.

- Vi kan ikke vente længere. De tidligste festivaler finder sted allerede i maj, står der i udtalelsen, der er underskrevet af Jelling Musikfestival, Heartland, Northside, Copenhell, Tinderbox, Roskilde Festival og Nibe Festival.

- Det er ikke første gang, vi beder om afklaring. Fra Dansk Lives side havde vi klart meldt ud, at marts var deadline for os, står der videre i brevet.

Der kan dog gå lidt tid endnu, før festivalerne får klart svar på, om anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne rent faktisk bliver til regler fra politikerne.

- Rapporten er lige blevet sendt ud, så nu skal vi alle have god tid til at læse den, siger kulturminister Joy Mogensen (S) til TV2.

Roskilde Festival: Svært at se anden udvej en aflysning

Men tiden er knap, mener Dansk Live, og der er brug for en udmelding nu.

Fredag eftermiddag er der mindre end 27 dage, til Jelling Festival efter planen begynder at lukke gæster ind.

- Vi skylder alle de mange, der er engageret i vores begivenheder – fra artister over fødevare- og hegnsleverandører til de tusinder af frivillige og publikum – en endelig afklaring, skriver Dansk Live og festivalerne.

Adm. direktør Signe Lopdrup fra Roskilde Festival har selv bidraget til ekspertgruppens arbejde. Hun mener ikke, at det vil kunne lade sig gøre at gennemføre Roskilde Festival med de restriktioner, der er lagt op til.

- Tanken om en kommende aflysning er virkelig trist, men det er efterhånden svært at se nogen anden udvej, siger Signe Lopdrup i en skriftlig udtalelse.

Det er endnu uvist, hvornår de politiske drøftelser begynder. Men partierne, der er med i aftalen om yderligere genåbning, er indkaldt til en teknisk gennemgang af rapporten mandag 26. april.

Ritzau