DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Massivt flertal for rigsretssag mod Inger Støjberg
Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix

Massivt flertal for rigsretssag mod Inger Støjberg

Først K, så S og til sidst V har torsdag tilsluttet sig. Venstre er dog delt på spørgsmålet. Tæt på fem sjettedeles flertal står bag.

Et meget stort flertal i Folketinget vil have den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for Rigsretten. Udfaldet var ventet, efter at især de to store partier Socialdemokratiet og Venstre har trukket deres endelige stillingtagen ud.

Beslutningen om en rigsretssag bygger på dels den delberetning fra Instrukskommissionen, der kaldte Inger Støjbergs instruks om adskillelse af asylpar "klart ulovlig", dels på den advokatvurdering, som Folketinget fik foretaget, og som konkluderede at Instrukskommissionens resultat kunne bære en rigsretssag.

De to juridiske tilkendegivelser fik allerede i sidste uge partierne De Radikale, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet plus de tre eks-ALT løsgængere i Frie Grønne samt løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille (eks-LA) til at erklære sig for en rigsretssag. I alt 52 mandater.

De er i dag suppleret med De Konservatives 12, Socialdemokratiets 48 og 32 af Venstres 41 mandater samt eks-K løsgænger Orla Østerby. Ni V-folketingsmedlemmer er ikke enige i deres partis beslutning, men flertallet for en rigsretssag når alligevel op på 145 af Folketingets 175 kontineltaldanske mandater, blot et enkelt mandat fra fem sjettedeles flertal.

Kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, eks-V løsgænger Lars Løkke Rasmussen og de ni V-dissidenter, i alt 30 mandater, er imod en rigsretssag. En af V-dissidenterne er Inger Støjberg selv, og hun erklærer sig ikke overraskende skuffet.

- Den største mistillidserklæring, man kan få, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod en, siger hun og afviser ikke, at hun er på vej ud af Venstre.

Hun har dog endnu ikke truffet nogen beslutning, skriver Ritzau.

Beslutningen om rigsretssag træffes formelt på et møde i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen senere i dag.