
En lyntest skal ikke være nok til at isolere en klasse, lyder en ny anbefaling fra Sundhedsstyrelsen. I stedet skal der i tilfælde af en positiv lyntest også foretages en mere pålidelig PCR-test for at sikre, om den smittede overhovedet er smittet.
Imens kan resten af klassen fortsætte skolegangen uændret, mens den måske smittede elev skal gå i isolation. Først hvis en efterfølgende PCR-test også er positiv, skal skolen sætte ind.
Baggrunden for den nye anbefaling er, at personer, der ikke er smittede med coronavirus, i nogle tilfælde alligevel kan få et positivt svar fra en lyntest. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle positive lyntest følges op med en PCR-test. Både fordi PCR-testen er mere præcis og for at undersøge for virusvarianter.
- Det er rigtig vigtigt, at alle, der får et positivt svar ved lyntest, får lavet en opfølgende PCR-test - helst samme dag. På den måde undgår den testede og de nære kontakter at isolere sig i længere tid unødigt, og samtidig ved vi, hvor mange falsk-positive der er, siger vicedirektør Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen.
Anbefalingen gælder kun for skoler og uddannelser, hvor der sker regelmæssig screening. I folkeskolen bliver elever på 12 år og opefter regelmæssigt testet for corona, og det samme gør elever på ungdomsuddannelserne. Anbefalingen om at afvente en opfølgende PCR-test omfatter også lærere og undervisere, som regelmæssigt screenes på skoler og uddannelser.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.