LYNGBY-TAARBÆK: Lyngby-Taarbæk Kommune har fremsendt følgende:
'Urigtige konklusioner om Morten Messerschmidt og den nye rutschebane på Bakken.
DR's konklusioner i sagen om Morten Messerschmidt's indblanding i sagen om opførelsen af en rutschebane på Bakken er ikke korrekte.
DR hævder, at Morten Messerschmidt, på vegne af sin kæreste Dot Wessman, fik grave-og støbetilladelse til opførelsen af den nye rutschebane samt fremskyndet sagsbehandlingen på grund af sin politiske position, efter at have fremsendt en mail til Lyngby-Taarbæk kommunes Tekniske direktør.
Det er ikke korrekt.
Sagen om rutschebanen blev første gang fremlagt for Byplanudvalget i april 2008, og har siden været behandlet politisk gentagne gange grundet ændringer i sagen.
Messerschmidts mail den 19. december 2008 kom efter at sagen var godkendt i Byplanudvalget den 17. december og behandlet i Kommunalbestyrelsen den 18. december samt planlagt forelagt for Miljøudvalget. Sagen var således under politisk behandling og bevågenhed forud for Messerschmidts henvendelse og tæt på en endelig afgørelse.
Som Lyngby-Taarbæk kommunes borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) udtalte til DR torsdag, så 'var Morten Messerschmidts mail til kommunen med til at forplumre en i forvejen kompliceret sag. Lyngby-Taarbæk Kommune ligger ikke under for pres fra folketingsmedlemmer eller andre, uanset hvilket parti de kommer fra eller hvilken position, de ellers har i samfundet.'
At der blev givet grave- og støbetilladelse den 19. december skyldtes ikke Messerschmidt's politiske position, men alene sagens faktuelle forhold, som Messerschmidt belyste i sin mail. Tilladelsen skal i øvrigt ses i lyset af et langvarigt sagsforløb.
Ligeledes skyldtes den hurtige sagsbehandling af byggetilladelsen for rutschebanen ikke Messerschmidts position, men udelukkende at der i perioden mellem jul og nytår fremkom yderligere oplysninger i sagen fra bygherren og af hensyn til den sæsonbetingede drift af Bakken.
- Vi ønskede ikke, at Bakken som helhed skulle få ødelagt deres sæson af en byggetomt og byggerod, og derfor var der enighed om at få sagen afsluttet, siger borgmester Rolf Aagaard-Svendsen.
Den hurtige sagsbehandling skal således ses som et udtryk for en smidig og effektiv sagsbehandling af en kompliceret sag, og ikke på grund af Messerschmidts politiske position.
Hele sagsforløbet er offentligt tilgængeligt på Lyngby-Taarbæk kommunes hjemmeside, www.ltk.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.