

SVENDBORG: Lundeborg i Svendborg Kommune modtager prisen som Årets Landsby 2024. Det oplyser Landdistrikernes Fællesråd, der for 28. gang udgiver prisen sammen med Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit.
Vinderlandsbyen var i skarp konkurrence med Hammershøj i Viborg Kommune og Venslev i Frederikssund Kommune. Ud over titlen som Årets Landsby følger der en præmie på 50.000 kr, mens de to øvrige finalister får hver 25.000 kr.
Dommerne gik i år særligt efter en landsby med masser af inspirerende mødesteder og gode rammer for fællesskaber og aktiviteter for borgerne. Og her havde alle tre finalister gode eksempler, men Lundeborg endte altså med at være favorit, siger komitéformand Helene Simoni Thorup.
- Med landsbyens 450 engagerede borgere har Lundeborg skabt fællesskaber, der favner alle aldersgrupper. Det er en utrolig stærk historie, som har været med til at forme byens udvikling. Gennem en målrettet udviklingsplan har Lundeborg desuden tiltrukket mange nye beboere og oplevet en stigning i turismen om sommeren.
- Udviklingen har styrket det frivillige engagement, der særligt kommer til udtryk ved, at byens købmand i dag drives af over 70 frivillige. Ligesom Lundeborg har formået at skabe et samlingssted for byens beboere ved Aktivhuset, hvor der blandt andet afholdes ugentlige grønne fællesspisninger med stor tilslutning. Det er meget inspirerende, siger Helene Simoni Thorup.
Naturen inddraget
Placeret mellem kyst og fredet skov har Lundeborg nytænkt, hvordan eksisterende bygninger kan bruges til nye mødesteder, ligesom havnen og den omkringliggende natur og strand danner ramme for aktiviteter som vandsport og vinterbadning.
- Lundeborgs placering har givet byen et benspænd, da det ikke har været muligt at udvide med nye boliger og fælleshuse. I stedet fik havnens gamle pakhus nyt liv og rummer i dag både kunsthåndværk og Genbrugs Bazar. Begrænsningen er blevet til Lundeborgs styrke, for det skaber en landsby med liv og sjæl, siger Helene Simoni Thorup.
Hun tilføjer, at selvom der kun kan være én vinder, så har de tre landsbyer alle formået at imponere dommerkomitéen.
- Jeg er sikker på, at alle tre finalistlandsbyer vil være en inspiration for mange landsbyer rundtomkring, siger hun.
Kåringsfesten afholdes i Lundeborg den 14. september.
cwa
Fakta om Årets Landsby
- Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark.
- I år uddeles den for 28. gang. På spil er ikke blot æren, men også en check på 50.000 kroner til vinderlandsbyen, mens 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner.
- Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.