Lolland har flest erfaringer med tvangsadoptioner

De seneste fem år har 30 pct. af tilflytterne haft en børnesag med i bagagen og er dermed inde i systemet.
3. JAN 2020 12.00

LOLLAND: I sin nytårstale onsdag understregede statsminister Mette Frederiksen (S), at flere børn bør fjernes fra hjemmet i en yngre alder.

Lolland er en af de kommuner, der set i forhold til kommunens børnetal de senere år har indstillet flest børn til den indgribende tvangsadoption, hvor barnet får nye forældre og ofte ikke længere ser de biologiske forældre.

Af 13 indstillinger til Ankestyrelsen i 2018 om adoption uden forældrenes samtykke stod Lolland for over halvdelen. Det er der ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) flere gode grunde til.

- Vi har i kommunen rigtigt mange familier, som mistrives. En stor del af dem er tilflyttere. De seneste fem år har 30 pct. af tilflytterne haft en børnesag med i bagagen og er dermed inde i systemet, siger han til Ritzau.

Selvom kommunen sparer penge på en tvangsadoption sammenlignet med en dyr anbringelse i en plejefamilie, så afviser han blankt, at der ligger økonomiske overvejelser bag.

- Når vi indstiller til tvangsadoptioner, er det, fordi vi efter grundige analyser er helt sikre i vores sag. Når vi skrider ind for sent, så er de unge ødelagt for resten af livet. Det er de første tre år af et barns levetid, der præger dem. Har de haft en tryg opvækst der, kan de godt bryde et senere dårligt mønster, fordi de har fået skabt den kerne, der skal til.

Han siger, at ingen analyser af kommunens anbringelser tyder på, at der fjernes for mange børn fra hjemmet.

- Før jeg blev borgmester, arbejdede jeg inden for dette område. Jeg har set så mange børnesager, hvor jeg har revet mig i håret over, at man ventede, til barnet blev 12 år med at anbringe det. Det giver en ondt i hjertet, når man ser, hvor langt den nogle gange bliver trukket, før nogen har reageret, siger han.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt