FURESØ :Selvom man er lille kan man godt tænke stort. Det gør man i Furesø med begge ben på jorden. I halvandet år har kommunen i samarbejde med SAS Institute indgået i et OPS med fokus på mere smidig og effektiv ledelse.
- Vi indgår i et OPS med SAS Institute, fordi det giver os mulighed for at koble deres viden om innovativ ledelse og økonomistyring i det private erhvervsliv sammen med vores viden om god ledelse i en kommune. Økonomistyringen i Furesø har været alt for kompliceret med 16.000 konti, der skulle gennemgås. Det har været alt for tidskrævende. Den tidsmæssige forskydning mellem beslutning og udgift har fået budgetterne til at skride gang på gang, fortæller kommunaldirektør Michael Schrøder.
SAS Institute har erfaringer fra det private erhvervsliv og større kommuner med modellen.
- Med modellen har Furesø en månedlig standardiseret økonomistyring, der får tallene på bordet og åbner op for en dialog. Kommunen kan i processen følge, hvordan det går med deres mål og rette ind, fortæller Sales Executive i SAS Institute, Thomas Clemmen Christensen, der er konsulent på samarbejdet med Furesø Kommune.
Svært at holde budgettet
Som mange andre kommuner har Furesø haft det svært med at få budgetterne til at holde. Alene på delområdet for børn med særlige behov gik man 11mio. kr. over budgettet i 2008, fordi økonomistyringen ikke 'slår til'.
I efteråret har Furesø implementeret en ny økonomistyring med inspiration fra det private erhvervsliv. Baggrunden for projektet skal ses i lyset af, at det er svært at styre økonomien med de redskaber mindre kommuner har.
Furesø Kommune har tre mål med OPS-samarbejdet med SAS Institute:
* Vi vil frigøre nogle af de ressourcer, der anvendes i administrationen til økonomistyring til mere ledelse og mere borgervendte opgaver.
* Vi vil give politikerne et bedre råderum ved at skabe mere gennemsigtighed i hvordan ressourcerne anvendes.
* Vi vil give administrationen bedre mulighed for at overholde budgetterne eller sætte ind med relevante handlinger i tide for at undgå budgettet skrider.
De mindre kommuners problem
Kommunernes økonomi er anspændt, fordi man bl.a. har overtaget nye, flere og mere komplicerede opgaver og på gund af regeringens skattestop.
- Styrer man et fly i 10 kilometers højde, betyder 100 meter fra eller til ikke det store. Men er man kun 100 meter over landjorden med sit fly, har man brug for redskaber, der kan spotte skorstenet, der rager op fra landjorden, fortæller Michael Schrøder om kommuners problemer med økonomistyringen, som gør det svært at forudse, hvor budgetterne lander i forhold til de reelle udgifter.
Ifølge kommunaldirektøren er it-systemerne udviklet, der kan sikre en mere sikker kurs, men de bliver bare ikke brugt i den offentlige sektor.
Sygefravær og personaleomsætning
I halvandet år har man i Furesø brugt informationssystemet Furelis, som er en integreret del af kommunens intranet. Her kan man fx hurtigt og nemt se, hvordan sygefraværet bevæger sig på både områder og institutionsniveau. Det er tilgængeligt for alle. Helt konkret har det fx i 2008 givet seks mio. kr. ekstra i sygegodtgørelse.
Ud over sygefraværet kan man med et klik se personaleomsætningen på samme måde som med sygefraværet.
- Disse tilgængelige informationer er ret essentielle, når en kommunes væsentligste redskab er de ansatte. Systemet giver mange handlemuligheder, når man kan følge udsvingene hurtigt og nemt på intranettet, fortæller Michael Schrøder.
Økonomistyring skaber overblik
For et par uger siden var der konference med Robert Kaplan i København, hvor Michael Schrøder også var tilstede. Den budgetmodel Furesø arbejder med er efter samme princip som hans idéer. Modeller, der er bedre til at forudsige, hvad der sker med økonomien i en kommune. Således skulle man fx bedre kunne forudse udgifterne, når fx et antal enlige mødre med børn flytter til kommunen.
- Indtil nu har det været budgettet man har styret økonomien ud fra og ikke den konkretet bundlinje. Vi arbejder med at udvikle metoder, der bevæger sig væk fra budgetmodellen, siger Michael Schrøder.
- Det skulle altså kunne blive lettere at leve op til den lovgivning, som er pålagt Furesø på fx anbringelsesområdet, når man kan koble handling og beslutninger sammen med de økonomiske konsekvenser og få et varsel før. Samtidig ville det give en større budgetsikkerhed, mener Michael Schrøder.
Dette ville også komme politikerne til gode, så de ikke gang på gang skal komme med nedskæringer, fordi budgettet ikke holder.
- Det er en helt klare fordel i systemet, når der er stor gennesigtighed i økonomistyringen og man løbende kan følge med i økonomien og omkostningerne ved hjælp af key performance indikatorer på de forskellige områder, fortæller Thomas Clemmen Christensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.