
LEMVIG: Fra næste år kan det blive en realitet, at der bliver besat to færre stole i byrådssalen i Limfjordskommunen Lemvig.
Sådan ser det i hvert fald ud, hvis det står til flertallet i økonomi- og erhvervsudvalget. Blandt flertallet er socialdemokraten og viceborgmester Lone Pilgaard Sørensen. Hun synes, at det i den grad er på tide, at der bliver skåret ned på antallet af pladser i kommunalbestyrelsen.
- Jeg har i flere år ment, at vi skulle ned i antallet af byrådsmedlemmer, og at vi også skal kigge på, om vi har for mange udvalg, siger viceborgmesteren til DK Nyt.
Økonomisk eller demokratisk besparelse?
En af dem, der stemte imod forslaget, er SF'eren Arne Noe. Han er bange for, at det vil være på bekostning af demokratiet, hvis antallet af stole i byrådssalen svinder ind fra 2026.
"SF stemmer imod, da vi frygter, at en reduktion af byrådet vil medføre et demokratisk underskud i en kommune af Lemvigs arealmæssige størrelse," lød det ifølge referatet fra SF'eren under udvalgsmødet i mandags.
Også Jens Lønberg Pedersen (K) stemte imod med følgende begrundelse: "Konservativ Folkeparti stemmer for, at vi bibeholder 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen, da vi mener, det tjener demokratiet og mangfoldigheden bedst. Vi er en geografisk stor kommune, og det er vigtigt at yderområder har et direkte talerør ind i kommunalbestyrelsen. Desuden synes vi, det er af stor værdi, at små partier også er repræsenteret i kommunalbestyrelsen. Alt sammen set i forhold til den, i vores øjne, minimale besparelse forslaget giver".
Men den køber Lone Pilgaard Sørensen altså ikke.
- Det argument holder altså ikke. Det handler jo om, at man har engagerede mennesker, der stiller op. Den demokratiske mangfoldighed afhænger ikke af, om man har 21 eller 19 i byrådet. Det afhænger af, at man får de rette valgt ind, siger hun og refererer til regeringen og KL's ønske om, at kommuner og regioner skal spare på administration:
- Vi kommer jo samlet set til at spare over 200.000 kroner om året ved at reducere antallet fra 21 til 19. Og dertil kommer der jo de mindre administrative opgaver, som også kommer til at være besparelser. Dem kan vi bruge fornuftigt på mange andre ting, siger hun.
Lone Pilgaard Sørensen føler sig sikker på, at forslaget bliver vedtaget, men først skal det tages op i byrådet ad to omgange - første gang til byrådsmødet onsdag i næste uge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.