Langt ude i skoven med kritik af kommunernes miljø- og overvågningsindsats

Af Flemming Lehbert Sørensen

I artiklen 'Søer og åer skranter' i Danske Kommuner den 3. marts 2010 kritiseres kommunerne for ikke at føre ordentlig kontrol med miljøet, og for at den kommunale naturovervågning har et meget begrænset omfang.

Det sidste er fuldstændig rigtigt. Vand- og naturovervågning er nemlig slet ikke kommunernes opgave. Det er de statslige Miljøcentres, og det er forhåbentlig mod bedre vidende, at både Københavns Universitet og Eyvind Vesselbo bringer kommunerne ind i denne debat.

Når forskningslektor Peter Stæhr fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet udtaler at 'Kommunernes kontrol med miljøet har store mangler'....Så er det umiddelbart lidt svært at vide, hvad der sigtes mod. I forhold til landbrug og industrivirksomheder er kommunernes tilsynsforpligtelse lovbestemt. På naturområdet har kommunerne samlet set styrket indsatsen i forhold til amternes indsats før opgave- og strukturreformen.

Vi har i KTC (Kommunal Teknisk Chefforening) lavet en ressourcesammenligning, der viser, at kommunerne i forhold til den tidligere amtslige indsats har styrket naturregistreringen og -beskyttelsen. Der er selvfølgelig forskel på kommunerne. Men det overordnede billede er tydeligt - der bruges flere ressourcer på at registrere og beskytte vores naturområder end tidligere.

Vi er fuldstændig enige med de 200 forskere, som Københavns Universitet har samlet, når de siger, at naturområderne er trængte og truede af en lang række årsager. Det er bl.a. af invasive arter, tilgroning og klimaforandringer. Det burde ikke være nødvendigt at samle 200 forskere for at nå til den konklusion.

I kommunerne ved vi godt, at naturområdernes tilstand forværres mange steder. Hvis denne udvikling skal vendes, vil det kræve større ressourcer, end kommunerne har til rådighed/eller kan afse.

Udfordringen er enorm. Selv med den indsats, der skitseres i regeringens Grøn Vækst, og som udmøntes i statslige indsatsplaner og i konkrete kommunale handleplaner for vandområder samt ca. 250 større habitatnaturområder, vil mange af de ca. 300.000 mindre naturområder forsvinde eller miste naturkvalitet.

Det samme konkluderede Wilhjemudvalget i 2001. Den eneste væsentlige ændring, der er sket siden da, er, at naturovervågningen, som Miljøcentrene i dag står for, er reduceret med i størrelsesordenen 200 mio. kr. i forhold til den overvågning, amter og stat tilsammen udførte før opgave- og strukturreformen.

Går det for langsomt med indsatsen? Eller tager det, som Eyvind Vesselbo er citeret for at sige, bare "lang tid" at vende udviklingen?

Vi kan fra kommunerne komme med adskillige eksempler på, at vi gør og kan gøre en forskel for både naturområder og truede dyre- og plantearter. Udfordringen med at beskytte og forbedre de mange små og mellemstore naturområder er dog så stor, at vi med de nuværende ressourcer må konstatere, at det er umuligt at sikre alle naturområder. Naturkvaliteten vil forringes, og naturområder vil forsvinde.

Flemming Lehbert Sørensen er formand for KTCs faggruppe - Natur og Overfladevand