dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Rengøringen hos de ældre i Langeland Kommune skal ske sjældnere fremover, satser kommunalbestyrelsen på. (Arkivfoto)
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Langeland forringer rengøring hos ældre

Beslutningen om at gå over til rengøring hver fjerde uge kræver dog konkret og individuel vurdering hos borgeren.
4. JUL 2024 10.15

LANGELAND: Med samtlige stemmer, bortset fra SF-medlem Erik Jørgensens, har kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune stemt for at ændre frekvensen i rengøringen fra den nuværende hver anden uge til fremover hver fjerde uge, fremgår det af referatet fra det seneste kommunalbestyrelsesmøde.

- Jeg synes, det er meget ærgerligt, at man tager så drastiske metoder i brug med så store konsekvenser for mennesker, der i forvejen er svækkede, siger chefkonsulent i Ældre Sagen Per Tostenæs til Fyens Stiftstidende.

I indstillingen til mødet henvises der til, at der i en række andre kommuner tilbydes rengøring hver tredje uge, og at enkelte kommuner kun tilbyder det hver fjerde uge.

Fx er Vordingborg overgået til som udgangspunkt at tilbyde rengøring hver fjerde uge, fremgår det af kommunens kvalitetsstandard.

Et tidligere brev fra Ankestyrelsen til samtlige kommunalbestyrelser og KL slår dog fast, at justeringer og ændringer af den bevilgede rengøring forudsætter en konkret og individuel vurdrering.

Henstillingen kom efter klager fra Ældre Sagen over nedsat rengøring i en stribe kommuner i forbindelse med coronaepidemien, og flere kommuner måtte efterfølgende rette ind og genoptage afgørelser.

Ydelse ved behov

Langeland Kommune bevilger i dag udvidet rengøring som en fast ydelse, men det ændres nu til at være en éngangsydelse, hvilket vil sige, at der skal ansøges om ydelsen ved behov, fremgår det af indstillingen til kommunalbestyrelsen.

I beslutningen, truffet i Ældre- og Sundhedsudvalget i juni, står der også, at rengøring hver fjerde uge er som udgangspunkt, og at den endelige frekvens vil bero på en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov. 

Rengøring hver fjerde uge vil gælde for borgere under den udekørende hjemmepleje og de kommunale plejecentre, og beregning fra administrationen viser, at der vil kunne opnås en årlig besparelse på ca 625.000 kr.  Plus yderligere besparelser ved mindre brændstof og slitage på biler.

Dog er der ikke taget højde for udgift til revisitation det første år.

Ifølge Fyens Stiftstidende understregede formanden for ældre- og sundhedsudvalget Ulrik Kølle Hansen (V) på mandagens kommunalbestyrelsesmøde, at alle, der modtager hjælp til rengøring, nu skal visiteres på ny, og at forringelserne derfor først vil træde i kraft i løbet af et halvt års tid.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/langeland-forringer-rengoering-hos-aeldre

GDPR