Ankestyrelsen gennemfører som tidligere nævnt en undersøgelse af 12 kommuners praksis med at have skåret generelt i ældres rengøring og anden hjemmepleje. En nedskæring der flere steder fulgte med corona-epidemien på grund af personalemangel i kommunerne. Sagerne er indledt på baggrund af henvendelse til Ankestyrelsen fra Ældre Sagen.
Ankestyrelsen undersøger på egen foranledning flere kommuner, og yderligere tre har indtil nu lagt sig fladt ned og går sagerne om efter reglerne. Det sker efter kritik af deres praksis fra både Ældre Sagen og juridiske eksperter.
I forhold til de oprindelige 12 kommuner, som Ankestyrelsen ser på, har styrelsen i en første fase udsendt en generel vejledning om de lovmæssige aspekter, og foretager så nu vurdering af lovligheden af hver enkelt kommunes tiltag i forhold til at reducere den bevilgede hjælp. Kommuner får hver især et særskilt svar, skrev Ankestyrelsen i en tilsynsudtalelse sendt til samtlige kommunalbestyrelser og KL den 17. januar.
Lægger sig fladt ned
Tre kommuner, der slet ikke er blandt de oprindelige 12, som undersøges, har efter kriftik i medierne fra bl.a. Ældre Sagen erkendt fejl og har bebudet, at sagerne nu går om efter reglerne.
I Norddjurs Kommune sker, som tidligere omtalt i DK Nyt, på baggrund af Ankestyrelse-afgørelser i fem konkrete sager, hvor ældre fejlagtigt fik nedsat rengøringen. Samtlige afgørelser i Norddjurs Kommune om at sænke niveauet for rengøring til borgere i eget hjem fra hver anden uge til hver tredje uge skal revurderes, besluttede voksen- og plejeudvalget i starten af februar.
Også i Hørsholm og Slagelse har kommunerne "lagt sig fladt ned" og lader nu sagerne gå om efter reglerne, oplyser Ældre Sagen. Organisationen er bekymret for, om de tre kommuner i tilstrækkelig grad har klædt deres medarbejdere på til at forstå og fortolke lovregler korrekt.
- Vi er også bekymrede over om de tre kommuner er udtryk for en tendens, hvor kommuner ikke overholder loven. Men vi både håber og forventer naturligvis, at alle kommuner sagsbehandler korrekt og lovligt, siger jurist Dortehe Bjerremand Erichsen til DK Nyt.
Fire klarer frisag
Foreløbig fire afgørelse fra Ankestyrelsen falder ud til kommunernes fordel. I afgørelsen til Gladsaxe Kommune skriver styrelsen ifølge sn.dk i et brev den 10. februar til Gladsaxe, at kommunen ”har handlet i overensstemmelse med regler og praksis”, da kommunen indførte nødberedskab i hjemmeplejen ved årsskiftet 2021-2022, som følge af corona-pandemien. ”På baggrund af Gladsaxe Kommunes udtalelse finder Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere".
Afgørende var at kommunen ikke lavede en generel eller varig reducering af den bevilgede hjælp til borgerne. Det er sådan, det skal være, lyder det fra jurist i Ældre Sagen Dorthe Bjerremand Erichsen
- Det er godt at Ankestyrelsen har lavet denne her vurdering, og vi er kun tilfredse med at Gladsaxe Kommune overholder loven, og for at Ankestyrelsen har konstateret, at kommunen har handlet, som den skulle. Vi er også glade for at Ankestyrelsen har lavet en generel tilsynsudtalelse, hvor de beskriver hvordan kommunerne skal sagsbehandle de her sager, herunder at de ikke bare generelt kan skære ned på hjælpen uden at lave en ny konkret og individuel vurdering, siger jurist i Ældre Sagen.
Yderligere tre kommuner har ifølge Ældre Sagen fået melding om, at Ankestyrelsen ikke foretager sig yderligere, nemlig Helsingør, Hvidovre og Haderslev Kommuner.
Verserende sager
Endnu ikke afgjort af de oprindelige 12 påklagede kommuner er Kalundborg, Skive, Lolland, Sorø, Vordingborg, Horsens, Ringsted og Middelfart kommuner.
Ringsted Kommune er ifølge Ældre Sagen den 27. januar blevet rykket af Ankestyrelsen for svar med kommunens bemærkninger og har fået to måneders frist til at svare.
Ankestyrelsen ser ikke kun på sager fra de oprindeligt 12 indklagede kommuner, men har fx også bedt Halsnæs om en udtalelse med en frist på fire uger fra 26. januar, oplyser Ældre Sagen.
Se Ankestyrelsens generelle udtalelse til kommunerne her
Fakta
Ankestyrelsens generelle udtalelse den 17. januar 2023 minder om, at kommunerne:
- skal undersøge alle rimelige muligheder for at løse leveringsvanskeligheder,
- skal forsøge at omlægge hjemmehjælp, så borgernes behov så vidt muligt dækkes, fx gennem levering af andre ydelser end bevilget, og
- skal prioritere opgaverne, så de vigtigste støtteopgaver og mest sårbare borgere med det største hjælpebehov tilgodeses, herunder at sikre, at enkelte borgere ikke rammes forholdsvist hårdere end andre borgere.
Kilde: Ældre Sagen.
Red: Tilføjet kl. 12.53 kommentar fra jurist i Ældre Sagen i afsnit om kommuner, der lægger sig fladt ned.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.