AALBORG: Muligheder for at øge mængden af mere bæredygtig transport skal nu udvikles i landsbyen Kongerslev, oplyser Aalborg Kommune. Kongerslev er udvalgt til EU-projekt.
Det handler om bedre mobilitet, og om at transportere sig selv lidt grønnere i hverdagen i det nye EU-projekt "Sustainable Mobility for Rural and Urban Transport", som oversat betyder "Bæredygtig transport i landdistrikter og i byen".
- Kongerslev er med sin størrelse og geografiske placering et oplagt udgangspunkt, og herudover har de veletablerede foreninger, gode sammenhold og stærke ildsjæle afgørende betydning, siger by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S).
Som første skridt er der sendt et spørgeskema om transportvaner til alle beboere i Kongerslev:
- Vi har i mange år vænnet os til komfort og det "lette" valg. Med det stærke fokus på klima i de senere år kan de fleste dog nok godt se, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes. Vi kan og skal gøre transportsektoren grønnere, men også på samme tid se, hvordan vi kan hjælpe dem, som ikke har så let ved at komme rundt, siger projektleder Kia Hansen.
I Nordjylland kommer der også fokus på det nye Universitetshospital i Aalborg som arbejdsplads, hvor mange medarbejdere nu skal til en ny destination i stedet for midtbyen. Også Aalborg Havn som arbejdsplads er interessant, hvor mange medarbejdere hver dag kører ud til Østhavnen.
Herudover bliver der set på sund og sikker skolevej i Hjørring, hvor tæt trafik i skoleområdet er problematisk.
ka