
SYDDANMARK: De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i Syddanmark ønsker at have færre lægevagter i regionen. Region Syddanmark ønsker modsat at bevare dem, skriver JydskeVestkysten.
Birgitte Ries Møller, formand for PLO i Syddanmark, understreger, at Sundhedsstyrelsen for "mange" år siden skrev i sine anbefalinger, at vagtlægeklinikkerne bør ligge på et sygehus. Hun kalder det "fagligt forkert" at holde små lægevagter åbne, hvis det handler om akut sygdom, hvor man skal overveje indlæggelse. Så er det bedst at være på et sygehus, mener hun.
- Det har været et meget stort politisk ønske og efterspurgt af rigtig mange kommuner og borgere, at der er lokale vagtlæger. Jeg synes, at det er et rigtig vigtigt tilbud til borgerne, at de ikke skal transportere sig langt, hvis de bor i yderkommunerne. Vi har nogle steder i vores region, hvor der er et stort geografisk område, så derfra kan der være langt til de fire store sygehussteder, siger Pernelle Jensen (V), formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen i regionen. Hun understreger samtidig, at regionen ikke har planer om at lukke nogen af lægevagterne.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at antallet af konsulationssteder i Region Syddanmark er til debat. Tilbage i 2022 havde PLO opsagt den daværende kontrakt med regionen, og derfor skulle en ny aftale forhandles.
På daværende tidspunkt ønskede PLO i første omgang at have fire konsultationssteder i forbindelse med akutsygehusene, skrev Ugeskrift for Læger. Det endte med et forslag, der lød på syv lægevagtkonsultationssteder.
Deres argument dengang lød også, at det stemmer overens med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, samtidig med en hensyntagen til at der manglede læger til at bemande klinikkerne.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.