dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Eisele Reinhard, Ritzaufoto.

Øl, fest og valgkamp har sprængt Alternativet i Holstebro

Bestyrelsen i Alternativet i Holstebro har trukket sig efter interne stridigheder om blandt andet fordelingen af penge til fest, øl og valgkampagne. Partiet fik 228 stemmer og kom ikke ind
30. NOV 2017 10.00

HOLSTEBRO: Alternativet havde to kandidater til KV17 i Holstebro Kommune, Troels Frøkjær og Bjarne Petersen-Engstrøm. Ingen af dem blev valgt ind, da 228 stemmer langt fra rakte til noget som helst.

Bjarne Petersen-Engstrøm var spidskandidat, og han trådte ud af bestyrelsen allerede en uge inden valget som følge af konflikter mellem kandidaterne og bestyrelsen. Siden har resten af bestyrelsen også trukket sig.
Kontroverserne handler i bund og grund om et valgbudget på 12.000 kr., som flertallet i bestyrelsen ville fordele på den måde, at de 8.000 kr. skulle bruges på valgkampagne og annoncer, og så ville man blandt andet bruge 2.000 kr. på en valgfest for medlemmerne, hvor der blandt andet skulle skænkes gratis øl.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at (vi som) kandidater har eftersøgt mere engagement, deltagelse og opbakning fra flertallet i bestyrelsen. Det har til tider skabt et noget anstrengt forhold imellem parterne, skriver Bjarne Petersen-Engstrøm på sin officielle Facebookside.

Her forklarer han, at uenigheden kom skarpest til udtryk i forbindelse med, at 'flertallet i bestyrelsen besluttede sig for, at den kun ville bruge 8.000 kr. ud af lokalafdelingens 12.000 kr. på valgkampagnen. Resten af beløbet ville flertallet i bestyrelsen bl.a. bruge på en valgfest til 2.000 kr. for medlemmerne, hvor der bl.a. skulle uddeles gratis øl og 2.000 kr. på uforudsete udgifter.'

Han og Troels Frøkjær prøvede forgæves over for flertallet i bestyrelsen at argumentere for, at de 4.000 kr. kunne have været brugt bedre på f.eks. bannerreklamer på Dagbladets netavis, boost af Facebookreklamer m.v. til gavn for valgkampagnen m.v., men uden held.

Opbakning eller ej
'Uenigheden imellem flertallet i bestyrelsen og jeg resulterede i, at jeg i valgkampens afsluttende fase valgte at trække mig fra bestyrelsen, da jeg ikke kunne se nogen mening i at være en del af en bestyrelse, som jeg stort set ingen praktisk opbakning fik fra. Hertil kom så uenigheden på et væsentligt og afgørende spørgsmål om tilstrækkelig økonomisk støtte til valgkampagnen, hvor jeg direkte følte mig modarbejdet af flertallet', skriver Bjarne Petersen-Engstrøm på sin Facebookside.

Den nu tidligere forperson for Alternativet i Holstebro, Linda Heldgaard, beklager situationen, men fortæller til Dagbladet Holstebro, at konflikten mellem kandidaterne og bestyrelsen blev for meget, og det fik bestyrelsen til at trække sig.

- Det parti, jeg meldte mig ind i, var et parti, hvor vi talte ordentlig til hinanden og respekterede hinanden. Det blev simpelthen for negativt. Jeg mener ikke, at kandidaterne blev svigtet - de havde hele tiden vores opbakning. De kendte også præmisserne, da de blev opstillet, siger Linda Heldgaard til Dagbladet, hvor hun forsvarer beslutningen om fordelingen af pengene.

Det er nu storkredsen, der står for afdelingen i Holstebro, indtil der efter nytår kan vælges en ny bestyrelse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/l-fest-og-valgkamp-har-spraengt-alternativet-i-holstebro

GDPR