DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Kontrol med coronapas lempes på biblioteker og ved idræt

Kravet om mundbind skal udfases som del i ny genåbningsaftale.

Coronapasset vil fra på fredag den 21. maj fungere på samme måde som et kørekort, når man skal på biblioteket eller til idræt. Det er en del af den seneste aftale om genåbning af Danmark, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Dermed vil danskerne fortsat skulle have et gyldigt coronapas, hvis de skal på bibliotek eller til idræt i en forening. Men coronapasset vil ikke blive kontrolleret ved indgangen. I stedet kan man - ligesom med kørekortet - blive bedt om at vise det ved en kontrol.

Det kan måske få betydning for bibliotekernes åbningstid. Den har i mange kommuner været begrænset under corona. De borgerlige partier presser blandt andet på for at få kørekortordning på restauranter og caféer.

Når alle danskere over 16 år er blevet tilbud vaccine, skal coronapasset ifølge aftalen udfases. Det ventes ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) at ske efter sommerferien.

Mundbind og coronapas udfases

Mundbind vil senest være udfaset i slutningen af august, når alle over 16 år er blevet tilbudt en vaccine. Det er et flertal af Folketingets partier natten til tirsdag blevet enige om, oplyser Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Som en del af aftalen er partierne også blevet enige om at udfase coronapasset.

- Vi kommer til at følge aftalen om udfasning af coronapasset til dørs. Det er ikke rimeligt, at folk skal bruge timevis på at få fornyet coronapasset i tide og utide, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge vaccinationskalenderen vil udfasning af coronapasset senest ske i slutningen af august. Vaccinationskalenderen er dog blevet udskudt flere gange.

Selve planen for udfasningen af kravet om mundbind vil blive fremlagt i juni. Det fremgår af aftaleteksten om den yderligere genåbning. Her står der også, at sundhedsmyndighederne fortsat vil kunne komme med anbefalinger om brug af mundbind i særlige situationer. 

Ud af hjemmekontorerne

Udfasningen af hjemmekontorer skal ske i tre faser. Fra 21. maj kan 20 pct. vende tilbage, mens det bliver sat op til 50 pct. 14. juni, hvor alle over 50 år ventes at have modtaget mindst et stik mod coronavirus. Fra 1. august er det ifølge aftaleteksten planen, at 100 pct. vil kunne vende tilbage til arbejdspladsen.

Alle resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter kan fra 21. maj få lov at genåbne helt med krav om fremvisning af coronapas. Der åbnes også for sangaktiviteter i blandt andet foreningslivet og på musik- og kulturskoler.

Desuden åbnes for indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoologiske haver, aftenskoler samt lege- og badelande.

Der åbnes fra 21. maj for 100 pct. fremmøde for alle de resterende elever på landets ungdoms- og voksenuddannelser og for studerende på videregående uddannelser. Genåbningen sker på samme vilkår som tidligere genåbninger.

Ritzau