KRONIK - Med et ønske om en kollektiv ansvarlighed efterlyser kronikøren en bred og synlig folkelig opbakning til FN’s klimatopmøde i København 2009
Nu vil Tony Blair forsøge at stille sig i spidsen for den internationale klimadiskussion op til klimatopmødet i København 2009. Motivet er helt sikkert dobbeltbundet. Han har - lige som et par andre politikere – ambitionerne rettet mod posten som præsident for Europarådet. Måske ikke som den første midlertidige præsident, men som den efterfølgende, mere magtfulde præsident, der i en årrække kan tegne EUs ansigt udadtil. Set fra dansk side, er dette af mange årsager en meget uønsket indblanding i en særdeles alvorlig sag i et forsøg på personlig profilering.
Samtidig har en såkaldt trendforskervirksomhed udgivet en antologi, hvor mennesker, der normalt ikke har indsigt i klimaforhold fortæller os, at ”Klimaboblen brister i 2009” og at ”om tre-fire år vil mange stå med røde ører”.
Hvis man til stadighed forsøger at nedtone klimadebatten eller sige, at det må vi bare overlade til politikere og videnskabelig diskussion, kan det lykkes at forsinke og afspore den – og så må vi se om 10-12 år, hvem der så står med røde ører og har været med til at forskertse vores muligheder her og nu.
I sin afsluttende tale ved klimatopmødet på Bali i december 2007, sagde Rachmat Witoelar, at på trods at, der nu var skabt en god start på arbejdet med klimaforbedringer, er det vigtigt at sikre sig, at aftalerne bliver indfriet. Det er ikke tilstrækkelig, at vejen fra Bali, over mødet i Poznan december 2008, til klimatopmødet i København 2009 bliver brolagt med gode hensigter. Den skal skabes gennem konkrete handlinger og målbevidst implementering.
Vi kan her i Danmark være med til at bane vejen til forandring på klimaområdet ved at vise, at det er et ønske, der støttes af den brede befolkning.
Lunkne kompromiser
Det er nu, den danske befolkning skal gå i spidsen og vise opbakningen til klimatopmødet i København 2009. Klimakonferencen på Bali og det netop afholdte EU-møde demonstrerede tydeligt, trods de fine afsluttende bemærkninger, at der blev indgået lunkne kompromiser, som nogle endda forsøger at løbe fra bagefter. Og andre bruger sagen til personlig profilering og dermed følger usaglig diskussion. Om dette - antagelig det vigtigste problem - menneskene har været stillet over for, må alle klart være med til at sige deres mening.
Det overordnede mål for det danske værtskab for COP15, 30. november - 11. december 2009 i København. er indgåelsen af en ambitiøs og global klimaaftale for perioden efter 2012, hvor Koyotoprotokollen udløber. En global aftale, som skal bidrage til at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig, menneskeskabt indvirkning på klimasystemet.
Som det flere steder er beskrevet, skal aftalen skabe enighed om løsninger, der bedst muligt forener hensynene til miljø, vækst og levevilkår, som samtidig tilgodeser hensynet til den langsigtede forsyningssikkerhed for energi.
En af forudsætningerne for at få dette til at lykkes, er et synligt og stærkt dansk engagement i debatten med en bred og synlig opbakning fra alle i samfundet.
Opbakning
Der er allerede taget en række gode initiativer. F.eks. Copenhagen Climate Council, der betegnes som et ”toplederinitiativ”. Det er en kreds af danske og internationale forretningsfolk og forskere, der bakker op om den danske regerings bestræbelser på at indgå en global, forpligtende aftale i København i 2009. Initiativtageren er chefredaktør Erik Rasmussen fra Mandag Morgen.
Copenhagen Climate Council har som mål at skabe en offentlig og forretningsmæssig dagsorden, der er slagkraftig nok til at bistå politikerne i beslutningsprocessen. I sit manifest siger Copenhagen Climate Council: ”Det internationale erhvervsliv og forskningsverdenen repræsenter den nødvendige viden og kan dermed udvikle de nødvendige løsninger der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Derfor er et tæt partnerskab mellem erhvervsliv, forskere og politikere en afgørende betingelse for at få succes. Både med FN topmødet i København og den fortsatte kamp for et bedre klima”.
Dansk Energiindustri bakker COP15 op med en stor indsats. Selvfølgelig fordi det ønskede udfald vil betyde mange arbejdspladser og stor indtjening. Men også mere overordnede holdninger spiller ind.
Dansk indsats
Københavns Universitet afholder en klimaforelæsningsrække: ’Climate Lectures’ frem til KU's store forskerkongres i marts 2009, hvor man venter 4.000 klimaforskere fra hele Verden.
I rækken af officielle initiativer findes endvidere G8+5, hvor parlamentsmedlemmer fra G8 landene kommer i tæt dialog med deres kolleger i Kina, Indien, Brasilien, Mexico og Sydafrika om klimaspørgsmålet og en forpligtende 2009-aftale.
Det vil sige, at der fra nogle regeringer, nogle parlamenter og fra flere af de store danske og mange internationale organisationer og erhvervsliv er opbakning til topmødet. En opbakning som er værd at tage seriøs i modsætning til selvudnævnte trendforskeres meninger. Og en opbakning der i første række er skabt på grund af dansk indsats.
Officiel og videnskabelig indsats medfører ikke mindre behov for bred, folkelig opbakning - snarere tværtimod. Kommer den nu også, vil sagen blive taget endnu mere alvorligt – og måske vil nogle beslutninger blive mere markante og mere synlige.
Engagement og handling
Skal Klimatopmødet indfri mål og forhåbninger, er det en klar forudsætning, at diskussionen om det globale miljø fra nu af og til topmødet til stadighed er højt på dagsordenen i alle lande uden enkeltpersoner bruger den til egne formål. Det er vigtigt, at politikerne og befolkningen i de lande, som helst vil feje hele sagen ind under gulvtæppet, kan se og høre, at de helt almindelige borgere i de andre lande, nu kræver engagement og reel handling. Det er lige så vigtigt, at de politikere, der nu arbejder seriøst på sagen, hele tiden kan pege på, at de har en massiv opbakning fra de helt almindelige borgere.
Ingen tænkende mennesker kan have indsigelser mod kampen for et bedre klima. Det farlige er på den ene side ligegyldigheden og på den anden side, at den folkelige bevægelse skal blive omklamret af fanatikere, der har hver deres recept på Jordens frelse. Følger man debatten om alternativ energi, er det beskæmmende, hvor lidt udbydere og fortalere for de forskellig former samarbejder, men i stedet bruger tid på at nedgøre hinanden.
Sådanne folkelige manifestationer skal have nutidige og meget jordnære udtryk og give mulighed for virkelig synlighed. Og vi skal ikke blive for Gaia-poetiske. Det er nu vi skal stille op og vise vilje til at bakke op om FN. Det er nu, vi - uanset politisk ståsted – skal vise, at vi støtter vores danske forhandlere i bestræbelserne på, at der kommer noget konstruktivt ud af det kommende Klimatopmøde. Det er en fælles dansk sag, som kan vise en anden, solidarisk og international orienteret side af vort samfund end Muhammed-tegninger
Det kan lade sig gøre
Jeg har ingen bestemt teori eller forslag til, hvordan det skal udformes; men ser det som en kombination af mange forskellige tiltag under en fælles udtryksform. Det er helt sikkert, at der findes en række uprøvede muligheder for forbedringer af klimaet.
Vi skal ikke finde os i, at en række vrisne mennesker siger, at det ikke kan lade sig gøre. Vi vil heller ikke finde os i defaitister, som siger: Hvad skal det nytte? Vi skal heller ikke lade levebrødspolitikere med grumsede ambitioner, som f.eks. Tony Blair, bruge denne sag til personlige formål.
Det er ikke tanken med disse betragtninger at være bannerfører på nogen måde, men at fremme tankerne om en bred folkelig bevægelse. Overalt skal det diskuteres, hvad skal vi have ud af dette Klimatopmøde. Og det skal vises, at den almindelige brede befolkning ønsker reelle resultater af det møde, som måske er det sidste, hvor det er muligt at ændre udviklingen.
Kommunerne kan spille en meget stor rolle i virkeliggørelsen og konkretiseringen af denne folkelige opbakning.
Paul Hegedahl, Faaborg
arbejder med ledelse, kreativitet og samfundsspørgsmål
Samtidig har en såkaldt trendforskervirksomhed udgivet en antologi, hvor mennesker, der normalt ikke har indsigt i klimaforhold fortæller os, at ”Klimaboblen brister i 2009” og at ”om tre-fire år vil mange stå med røde ører”.
Hvis man til stadighed forsøger at nedtone klimadebatten eller sige, at det må vi bare overlade til politikere og videnskabelig diskussion, kan det lykkes at forsinke og afspore den – og så må vi se om 10-12 år, hvem der så står med røde ører og har været med til at forskertse vores muligheder her og nu.
I sin afsluttende tale ved klimatopmødet på Bali i december 2007, sagde Rachmat Witoelar, at på trods at, der nu var skabt en god start på arbejdet med klimaforbedringer, er det vigtigt at sikre sig, at aftalerne bliver indfriet. Det er ikke tilstrækkelig, at vejen fra Bali, over mødet i Poznan december 2008, til klimatopmødet i København 2009 bliver brolagt med gode hensigter. Den skal skabes gennem konkrete handlinger og målbevidst implementering.
Vi kan her i Danmark være med til at bane vejen til forandring på klimaområdet ved at vise, at det er et ønske, der støttes af den brede befolkning.
Lunkne kompromiser
Det er nu, den danske befolkning skal gå i spidsen og vise opbakningen til klimatopmødet i København 2009. Klimakonferencen på Bali og det netop afholdte EU-møde demonstrerede tydeligt, trods de fine afsluttende bemærkninger, at der blev indgået lunkne kompromiser, som nogle endda forsøger at løbe fra bagefter. Og andre bruger sagen til personlig profilering og dermed følger usaglig diskussion. Om dette - antagelig det vigtigste problem - menneskene har været stillet over for, må alle klart være med til at sige deres mening.
Det overordnede mål for det danske værtskab for COP15, 30. november - 11. december 2009 i København. er indgåelsen af en ambitiøs og global klimaaftale for perioden efter 2012, hvor Koyotoprotokollen udløber. En global aftale, som skal bidrage til at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som kan forhindre farlig, menneskeskabt indvirkning på klimasystemet.
Som det flere steder er beskrevet, skal aftalen skabe enighed om løsninger, der bedst muligt forener hensynene til miljø, vækst og levevilkår, som samtidig tilgodeser hensynet til den langsigtede forsyningssikkerhed for energi.
En af forudsætningerne for at få dette til at lykkes, er et synligt og stærkt dansk engagement i debatten med en bred og synlig opbakning fra alle i samfundet.
Opbakning
Der er allerede taget en række gode initiativer. F.eks. Copenhagen Climate Council, der betegnes som et ”toplederinitiativ”. Det er en kreds af danske og internationale forretningsfolk og forskere, der bakker op om den danske regerings bestræbelser på at indgå en global, forpligtende aftale i København i 2009. Initiativtageren er chefredaktør Erik Rasmussen fra Mandag Morgen.
Copenhagen Climate Council har som mål at skabe en offentlig og forretningsmæssig dagsorden, der er slagkraftig nok til at bistå politikerne i beslutningsprocessen. I sit manifest siger Copenhagen Climate Council: ”Det internationale erhvervsliv og forskningsverdenen repræsenter den nødvendige viden og kan dermed udvikle de nødvendige løsninger der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Derfor er et tæt partnerskab mellem erhvervsliv, forskere og politikere en afgørende betingelse for at få succes. Både med FN topmødet i København og den fortsatte kamp for et bedre klima”.
Dansk Energiindustri bakker COP15 op med en stor indsats. Selvfølgelig fordi det ønskede udfald vil betyde mange arbejdspladser og stor indtjening. Men også mere overordnede holdninger spiller ind.
Dansk indsats
Københavns Universitet afholder en klimaforelæsningsrække: ’Climate Lectures’ frem til KU's store forskerkongres i marts 2009, hvor man venter 4.000 klimaforskere fra hele Verden.
I rækken af officielle initiativer findes endvidere G8+5, hvor parlamentsmedlemmer fra G8 landene kommer i tæt dialog med deres kolleger i Kina, Indien, Brasilien, Mexico og Sydafrika om klimaspørgsmålet og en forpligtende 2009-aftale.
Det vil sige, at der fra nogle regeringer, nogle parlamenter og fra flere af de store danske og mange internationale organisationer og erhvervsliv er opbakning til topmødet. En opbakning som er værd at tage seriøs i modsætning til selvudnævnte trendforskeres meninger. Og en opbakning der i første række er skabt på grund af dansk indsats.
Officiel og videnskabelig indsats medfører ikke mindre behov for bred, folkelig opbakning - snarere tværtimod. Kommer den nu også, vil sagen blive taget endnu mere alvorligt – og måske vil nogle beslutninger blive mere markante og mere synlige.
Engagement og handling
Skal Klimatopmødet indfri mål og forhåbninger, er det en klar forudsætning, at diskussionen om det globale miljø fra nu af og til topmødet til stadighed er højt på dagsordenen i alle lande uden enkeltpersoner bruger den til egne formål. Det er vigtigt, at politikerne og befolkningen i de lande, som helst vil feje hele sagen ind under gulvtæppet, kan se og høre, at de helt almindelige borgere i de andre lande, nu kræver engagement og reel handling. Det er lige så vigtigt, at de politikere, der nu arbejder seriøst på sagen, hele tiden kan pege på, at de har en massiv opbakning fra de helt almindelige borgere.
Ingen tænkende mennesker kan have indsigelser mod kampen for et bedre klima. Det farlige er på den ene side ligegyldigheden og på den anden side, at den folkelige bevægelse skal blive omklamret af fanatikere, der har hver deres recept på Jordens frelse. Følger man debatten om alternativ energi, er det beskæmmende, hvor lidt udbydere og fortalere for de forskellig former samarbejder, men i stedet bruger tid på at nedgøre hinanden.
Sådanne folkelige manifestationer skal have nutidige og meget jordnære udtryk og give mulighed for virkelig synlighed. Og vi skal ikke blive for Gaia-poetiske. Det er nu vi skal stille op og vise vilje til at bakke op om FN. Det er nu, vi - uanset politisk ståsted – skal vise, at vi støtter vores danske forhandlere i bestræbelserne på, at der kommer noget konstruktivt ud af det kommende Klimatopmøde. Det er en fælles dansk sag, som kan vise en anden, solidarisk og international orienteret side af vort samfund end Muhammed-tegninger
Det kan lade sig gøre
Jeg har ingen bestemt teori eller forslag til, hvordan det skal udformes; men ser det som en kombination af mange forskellige tiltag under en fælles udtryksform. Det er helt sikkert, at der findes en række uprøvede muligheder for forbedringer af klimaet.
Vi skal ikke finde os i, at en række vrisne mennesker siger, at det ikke kan lade sig gøre. Vi vil heller ikke finde os i defaitister, som siger: Hvad skal det nytte? Vi skal heller ikke lade levebrødspolitikere med grumsede ambitioner, som f.eks. Tony Blair, bruge denne sag til personlige formål.
Det er ikke tanken med disse betragtninger at være bannerfører på nogen måde, men at fremme tankerne om en bred folkelig bevægelse. Overalt skal det diskuteres, hvad skal vi have ud af dette Klimatopmøde. Og det skal vises, at den almindelige brede befolkning ønsker reelle resultater af det møde, som måske er det sidste, hvor det er muligt at ændre udviklingen.
Kommunerne kan spille en meget stor rolle i virkeliggørelsen og konkretiseringen af denne folkelige opbakning.
Paul Hegedahl, Faaborg
arbejder med ledelse, kreativitet og samfundsspørgsmål
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
