Kommuner har aflyst møder mellem anbragte børn og forældre

Kommuner har uden hjemmel i loven aflyst anbragte børns møder med forældre, erkender ministerie.
23. MAR 2020 6.23

Flere kommuner har besluttet at udskyde eller aflyse anbragte børns samvær med deres forældre for at begrænse smitten af coronavirus. Det skriver Dagbladet Information søndag aften.

I flere tilfælde er beslutningen blevet taget uden hjemmel i lovgivningen. Det erkender Social- og Indenrigsministeriet over for Information.

- Også for kommunerne har det været en ny og svær situation at forholde sig til, og derfor lavede nogle kommuner hurtigt retningslinjer for at forsøge at begrænse smitten, skriver ministeriet til Information.

Generel aflysning fremfor konkret vurdering
Flere kommuner har truffet en generel beslutning om at aflyse alt samvær mellem forældre og deres anbragte børn for at undgå smitte. Men ministeriet understreger, at der lige nu ikke er sundhedsfagligt grundlag for generelt at suspendere anbragte børns samvær med biologiske forældre.

Ministeriet oplyser, at det ikke har kendskab til alle de kommuner, der måtte have tolket reglerne forkert, men nævner to konkret: Randers og Lolland kommuner. Kommunerne kontaktede selv ministeriet i forrige uge. Derefter ændrede de praksis.

Information har været i kontakt med fire familier fra hver sin kommune. De fik alle at vide, at de ikke måtte have samvær de næste to uger på grund af coronavirussets udbrud.

Ministeriet oplyser, at man nu har udsendt klare retningslinjer, så kommuner ikke kommer til at handle i strid med gældende regler.

Det har fået Haderslev Kommune til nu at 'gennemgå alle sager og vurdere på henholdsvis smitterisiko og folk i risikogrupper i hver eneste sag'.

Planlagt samvær kan udøves anderledes
På baggrund af coronaloven, som blev hastevedtaget torsdag i sidste uge, har ministeriet onsdag udsendt en ny midlertidig bekendtgørelse.

Den åbner for, at en kommunalbestyrelse nu kan træffe afgørelse om, at et planlagt samvær – som barnet ellers har lovfæstet ret til – midlertidigt udøves på anden måde.

Det kan være elektronisk kommunikation, eller at samværet midlertidigt suspenderes.

Bekendtgørelsen trådte i kraft fra onsdag formiddag klokken ti med den betingelse, at det sker på baggrund af en individuel og konkret vurdering af hver enkel familie.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt