IT- og Telestyrelsen offentliggør i morgen, den 1. december, vinderne af prisen 'Bedst På Nettet'. Prisen uddeles til de bedste offentlige hjemmesider. Den bagvedliggende undersøgelse viser bl.a., at kommunerne halter bagefter, når det gælder brugertest, men samtidig, at de klarer sig godt og bedre end resten af det offentlige Danmark. 90 pct. af kommunerne tildeles fire eller fem netkroner for deres hjemmesider i prisuddelingen, oplyser KL.
- Alle kommuner skal i de kommende år blive bedre til at følge op på, om vi udnytter samtlige muligheder der ligger i, via digitalisering, at få mere ud af skattekronerne. Digitaliseringen kan frigøre ressourcer der kan anvendes til service på andre kommunale områder. Omstillingen kræver, at både kommune og borgere vælger digital kommunikation som det naturlige førstevalg, hver gang det er muligt, siger Jakob Harder, centerchef for Borgerservice og IT-politik, KL.
I undersøgelsen svarer kun 22 pct. af kommunerne, mod 44 pct. i resten af det offentlige Danmark, at de i meget høj eller høj grad har lykkedes med at flytte brugerne fra analoge til digitale kanaler.
- Kommunerne og KL arbejder målrettet med at få flere borgere til at betjene sig af digital kommunikation. Det fælleskommunale e2012-projekt støtter kommunerne med konkrete værktøjer, der sikrer en stærkere strategisk styring, og medarbejder-forankring af de gode initiativer, siger Bjørn Borre, projektleder for det fælleskommunale projekt e2012, KL.
Bedst På Nettet-undersøgelsen viser også at kommunerne i mindre grad end resten af det offentlige Danmark brugertester deres hjemmesider løbende.
- Det kan kommunerne gøre bedre. Viden om brugernes behov og holdning til den digitale kommunikation med kommunen er uundværlig, når vi i de kommende år skal i mål med e2012. Altså det fællesoffentlige mål om, at der er fuld digital kommunikation mellem kommune og borger senest i 2012, siger Jakob Harder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.