Københavnsk cleantech på udstilling

Københavnsk cleantech på udstilling

Overborgmester Frank Jensen (S) har grønt eksportkatalog med på C40-topmøde i Sao Paulo
31. MAJ 2011 13.07

KØBENHAVN: Københavns Kommune har samlet en vifte af grønne byløsninger i et nyt eksportkatalog - Copenhagen: solutions for Sustainable Cities. Overborgmester Frank Jensen (S) har kataloget med, når han fra den 31. maj - 3. juni møder borgmestre og erhvervsfolk fra hele verden i Sao Paulo.

- Med eksportkataloget viser vi, hvordan København har løst nogle af de udfordringer, som byer over hele verden slås med. Eksportkataloget skal være med til at skabe grøn vækst for danske virksomheder, siger Frank Jensen.

Eksportkataloget skal være med til at eksponere grønne byløsninger fra den danske cleantech-branche.

- Københavns grønne byløsninger er toneangivende på verdensplan. Fx er vi gode til at undgå tab i vandforsyningen, og vi udnytter energien i affald til strøm og varme, sådan at kun en brøkdel af affaldet ender på lossepladsen, siger Frank Jensen.

C40 er et netværk af verdens 40 største byer, som i høj grad har grøn byudvikling på dagsordenen. New Yorks borgmester, Michael Bloomberg, er formand for C40.

Kataloget er udarbejdet i samarbejde med det internationalt anerkendte engelske konsulentfirma ARUP, der har stor ekspertise i grøn byudvikling. I eksportkataloget præsenterer ARUP løsninger, forudsætninger og potentialer for otte grønne byløsninger i København.

Sao Paulo er en by med store miljøudfordringer, og topmødet bliver startskuddet til at sætte fokus på grøn eksport.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev