KØBENHAVN: Et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune vil indføre en række nye tiltag for at mindske diskrimination i det københavnske natteliv. Torsdag skal tiltagene endeligt vedtages. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Tiltagene dækker blandt andet over en tydeligere kommunikation til gæster om, hvad klubber og barer har af adgangskrav og forventninger til gæsternes adfærd. Desuden vil man give tydeligere information til gæster om, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever diskrimination, og uddanne personalet og ledelsen i nattelivet i, hvordan de skal håndtere diskriminerende adfærd.
Alt dette skal tryktestes af et såkaldt kontrolkorps - en række undercover-agenter, der i nattelivet skal afsløre klubber og barer i at diskriminere deres gæster. Særligt det sidste punkt har De Radikale ifølge Kashif Ahmad (R) arbejdet for siden 2016.
- Hvis vi vil komme diskrimination i Københavns natteliv til livs, skal vi handle, skrev det radikale medlem af Borgerrepræsentationen i en kommentar til Altinget i 2022.
Mange oplever diskrimination
Ifølge Københavns Kommunes Medborgerskabsundersøgelse fra 2021 har 38 procent af unge mellem 18 og 29 år med dansk/vestlig oprindelse oplevet at blive diskrimineret i nattelivet.
Det samme gælder for 24 procent af de unge med ikke-vestlig oprindelse.
Sidst Københavns Kommune udviklede tiltag på området var i 2017. Det er derfor passende, at man genbesøger dem nu, mener Mino Danmark, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder, stemmer og samfundsdeltagelse.
- Der er stadig et problem. Det er der ingen tvivl om. Der er stadig store problemer med, at unge bliver afvist på klubberne uden en reel grund, men eksempelvis fordi de ikke har de rigtige sko på, siger David Spence, organisationsdirektør i Mino Danmark, til TV2 Kosmopol.
Desuden har aktører inden for restaurationsbranchen, andre minoritetsorganisationer, ungdomsorganisationer, repræsentanter for relevante personalegrupper og en række eksperter inden for området bidraget til undersøgelsen.
Inspiration fra Oslo
I Oslo har man siden 2010 haft unge til systematisk at teste, om de kunne få adgang til byens barer og klubber og dermed dokumentere, om der foregår diskrimination i byens natteliv.
Det sker ved, at en gruppe mørklødede unge tager ud i nattelivet for at teste, om de bliver lukket ind. Derefter kommer en såkaldt kontrolgruppe - en gruppe unge, der er lyse i huden og iført det samme tøj, og tester, om de bliver lukket ind. Hvis den ene gruppe bliver afvist, mens den anden uden problemer kan komme ind på klubben, kan man konkludere, at der er sket en forskelsbehandling.
Mino Danmark fortæller, at de er positive over for at indføre en lignende kontrol herhjemme.
- Det er vigtigt, at der bliver opsamlet noget viden omkring den diskrimination, der foregår, blandt andet præcis hvor det sker, og hvem der udøver den, siger David Spence. Hvad konsekvensen skal være for at diskriminere i nattelivet vil han overlade til politikerne.
- Det er uacceptabelt, at der sker diskrimination. Hvad en eventuel konsekvens skal være, må Københavns Kommune finde ud af. Som det er nu, er det eksempelvis ikke muligt at inddrage spiritusbevillingen. Men det skal have en konsekvens, hvis et sted gentagne gange udøver diskrimination, siger han.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.