KØBENHAVN: Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen, der har ansvaret for at forberede, planlægge og afvikle valg i Københavns Kommune. Og derfor er det også den forvaltnings fejl, at der mangler en boks at sætte kryds i ved fire ud af fem af Frihedslistens kandidater på stemmesedlen til kommunalvalget.
Det fortæller Solvejg Schultz-Jakobsen, der er pressechef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune om fejl på stemmesedler i kommunen.
- Det er en fejl, vi har lavet i forhold til beklageligvis ikke at opdage, at de her kanter mangler.
- Det er klart, at hvis vi havde opdaget det, havde vi jo fluks rettet det, siger hun og svarer ja til, at fejlen er sket inden for rådhusets vægge.
Solvejg Schultz-Jakobsen siger, at forvaltningen generelt går grundigt til værks, når der skal forberedes stemmesedler.
- Der sidder nogen, der har det overblik og ansvar, som jeg ved, går meget grundigt til værks. Der er mange ting og detaljer, man skal have styr på.
- Der bliver læst korrektur mange gange på en stemmeseddel. Alligevel og beklageligvis sker det her alligevel, siger hun.
Kommunen har fået to klager
Københavns Kommune bekræfter tirsdag eftermiddag, at der er indgivet to klager over stemmesedlerne.
Indenrigs- og Boligministeriet oplyser, at det i første omgang er Borgerrepræsentationen, der skal tage stilling til en klage om stemmesedlerne. Det er en konkret vurdering, der skal bestemme, om fejlen kan betyde et omvalg.
Hvis partiet er utilfreds med Borgerrepræsentationens afgørelse, kan det klage til Indenrigs- og Boligministeriet.
Både Borgerrepræsentationen og ministeriet kan beslutte, at der skal være omvalg. Indenrigs- og Boligministeriet oplyser dog, at der generelt skal meget til, hvis valget skal gå om.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.