

KØBENHAVN: Dokumentationen var ikke god nok til at godtgøre, hvor meget en københavnsk politiker i 2011 og 2012 kunne have tjent, hvis ikke hun havde siddet til udvalgsmøder og andet politisk arbejde i Borgerrepræsentationen.
Det er konklusionen på en afgørelse fra Ankestyrelsen, der nu har givet Københavns Kommune medhold i behandlingen af en sag for politikeren, der sad i BR fra 2010 til 2013, og som ikke er til sinds at tilbagebetale de erstatninger, hun allerede har fået, men som kommunen efterfølgende har krævet tilbagebetalt.
Myndigheder og domstole har inden for de senere år beskæftiget sig indgående med, hvordan kommuner og regioner har forvaltet muligheden for at yde kompensation til de lokalpolitikere, der er selvstændige og derfor ikke kan fremvise lønsedler, hvis de ønsker at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i stedet for de faste honorarer, som de fleste vælger at få for deres politiske arbejde.
Politikeren havde et enkeltmandsfirma, der beskæftigede sig med kommunikation og journalistik, og i første omgang godkendte kommunen hendes opgørelser for 2011 og 2012, og hun fik udbetalt erstatning. Men i 2014 blev hun opkrævet at betale beløbene tilbage - størrelsen fremgår ikke af afgørelsen - på grund af manglende dokumentation.
Det ville hun ikke og klagede til den daværende Statsforvaltning, der nu har trawlet sagen igennem igen. Statsforvaltningen hedder nu Ankestyrelsen, og herfra lyder det, at der ikke er noget at komme efter i kommunens sagsbehandling, men at selve spørgsmålet om tilbagebetaling eller ej hører under domstolene.
Den tidligere politiker har bl.a. argumenteret med, at hun ikke var blevet ordentligt vejledt i reglerne, og at hun havde fulgt retningslinjer, som ikke har indeholdt krav, hun mener er tilføjet senere. Hun har holdt sig til en revisorerklæring, der har godtgjort, hvor meget hun kunne have arbejdet og tjent, mens hun har siddet i udvalgsmøder.
Dårlig situation
Hun har - i sagens natur, mener hun - ikke kunnet dokumentere tabet, da opgaver i den branche 'kun opstår gennem massiv aktivitet med markedsføring og tilbudsgivning, og denne markedsføring og tilbudsgivning begrænser sig til den portefølje, tiden tillader'.
Over for kommunen har hun bl.a. argumenteret med, at hendes normale arbejdstid ofte går til kl. 20-21 en stor del af dagene, så de politiske møder dermed har berørt hendes muligheder for erhvervsindtægter.
Hun har iøvrigt også gjort gældende, at hun efter ikke at opnå valg til BR ved KV13 blev stillet i en 'særdeles vanskelig økonomisk situation', som kunne have været undgået, hvis kommunen havde vejledt ordentligt fra begyndelsen.
Hun henviser i den sammenhæng til en tidligere ombudsmandsudtalelse, der netop har understreget kommunens forpligtelse til at forklare reglerne grundigt.
I København skal politikere, der ønsker erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvert år stille med en revisorerklæring, der sandsynliggør, hvad man ville/kunne have tjent, og forvaltningen kan i helt særlige tilfælde kræve alle nødvendige oplysninger forelagt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.