dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Forsøg med fleksible arbejdsuger i syv københavnske forvaltninger forlænges frem til maj næste år. (Arkivfoto)
Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

København forlænger forsøg med fleksible arbejdsuger

Gode erfaringer fra arbejdspladser i syv københavnske forvaltninger får kommunen til at forlænge forsøg med bl.a. firedages arbejdsuger.
11. SEP 2024 11.27

KØBENHAVN: Siden marts har medarbejdere på 17 udvalgte arbejdspladser fordelt over syv forvaltninger i Københavns Kommune eksperimenteret med fleksible arbejdsuger. Forsøgsperioden var planlagt til at løbe i hele 2024, men nu har økonomiudvalget besluttet at forlænge forsøget frem til og med april næste år, oplyser kommunen.

På de udvalgte arbejdspladser er medarbejderne i fuld gang med at afprøve nye modeller for, hvordan de kan tilrettelægge arbejdstiden og opgaverne, og den udvikling kan nu foregå fire måneder længere end først planlagt. Det er frivilligt for medarbejderne at deltage i forsøget.

- Jeg er optaget af, at vi i Københavns Kommune finder den rigtige balance mellem arbejdsliv og familieliv. Derfor er vi i gang med at afprøve forskellige måder at tilrettelægge arbejdstiden på, så vores medarbejdere får præcis den fleksible arbejdsuge, der passer til dem. Nu forlænger vi forsøget, så vi får endnu bedre tid til at afprøve nye måder at arbejde på, siger fungerende overborgmester Lars Weiss (S).

Firedages uger og andre modeller

I Børne- og Ungdomsforvaltningen er der allerede indført firedages arbejdsuge i flere daginstitutioner, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).

- Tilbagemeldingerne er gode, og derfor glæder det mig, hvis ordningen udbredes. Som borgmester for Danmarks største kommunale forvaltning ved jeg, at fleksible arbejdsdage- og uger er et vigtigt rekrutteringsparameter, når vi skal tiltrække den bedst mulige arbejdskraft. Samtidig har det store gevinster hos børnene og deres forældre, hvis de voksne er de samme voksne hele dagen. Det giver ro og tryghed - både hos byens mindste og deres forældre, siger han.

På nogle af de 17 udvalgte arbejdspladser har man altså tilrettelagt arbejdstiden, så medarbejderne arbejder længere nogle dage og til gengæld får en ekstra ugentlig fridag. Andre steder er der tale om modeller med en ekstra fridag hver anden uge eller en ekstra fast fridag om måneden.

Bedre fællesskab og service

De første erfaringer peger på, at forsøget har sat gang i lokale drøftelser om, hvordan opgaverne løses bedst muligt, og hvad der er vigtigt for et godt arbejdsfællesskab. Medarbejdere oplever, at de har mere frihed, og at det er en af de primære årsager til, at de deltager i forsøget, lyder det fra kommunen.

Flere ledere nævner, at de igennem deltagelsen i forsøget også ser potentialer for at skabe bedre service for borgerne. De peger på bedre mulighed for at være til stede, når borgerne har brug for det, og at have mere sammenhængende tid med borgerne.

I ældreplejen arbejder en stor del af medarbejderne i treholdsskift, og her arbejdes i forsøget med andre måder at tilrettelægge arbejdet på, så det bedre kan imødekomme ønsker fra medarbejderne, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

- Vi er nødt til at tilbyde større fleksibilitet og indflydelse på egen arbejdstid, hvis vi vil fastholde og tiltrække medarbejdere til sundheds- og ældreområdet. Det er ikke en nem øvelse. Den slags forandringer tager tid, og derfor forlænger vi forsøgsperioden, så vi får så brugbare erfaringer som muligt, siger hun.

Kæmpe succes

I Socialforvaltningen betegner socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) forsøg med en firedages uge i et botilbud på Amager som en kæmpe succes. Her har ingen medarbejdere sagt op siden indførelsen af den fleksible arbejsuge i foråret.

- Og da de sidst skulle ansætte en medarbejder tilbage i februar, hvor der stod i jobopslaget, at der var mulighed for en fleksibel arbejdsuge, gav det dobbelt så mange ansøgere som normalt. Tydeligere beviser på, at det her kan være en del løsningen på at fastholde de medarbejdere, vi har i dag, men også i forhold til en succesfuld rekruttering af nye medarbejdere, kan man vel næsten ikke finde, siger hun.

Med forlængelsen af forsøget med de fleksible arbejdsuger frem til og med april 2025 får kommunen samlet flere erfaringer fra arbejdspladserne. De skal afdække, hvordan ændringerne påvirker medarbejderne, fællesskaberne på arbejdspladsen, løsningen af opgaverne og servicen til borgerne.

Når forsøget er afsluttet, vil resultaterne blive præsenteret for Borgerrepræsentationen i løbet af 2. kvartal 2025.

Flere kommuner har forsøg med firedages arbejdsuger, bl.a. i Gentofte, Esbjerg, Viborg, Svendborg, Aarhus, Odense, Solrød og Odsherred. Sidstnævnte har som den første kommune gjort ordningen med firedages uge permanent.

cwa

Fleksible arbejdsuger i Københavns Kommune

Forsøget med fleksible arbejdsuger blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2023 på baggrund af et medlemsforslag fra Alternativet. Rammer for Københavns Kommunes forsøg med fleksible arbejdsuger er:

  • Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal understøtte og være forenelig med løsningen af kerneopgaven samt arbejdsfællesskaberne.
  • Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge må ikke føre til serviceforringelser.
  • Den enkelte medarbejders deltagelse i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge beror på frivillighed.
  • På arbejdspladser, som deltager i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge, tilstræbes der så høj en beskæftigelsesgrad som muligt for de enkelte deltagende medarbejdere.
  • Tilrettelæggelsen af arbejdstiden i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal tilgodese flere arbejdsfrie dage for medarbejderne.
  • Forsøgene må ikke ændre på lederens ret til at disponere over medarbejderens fulde arbejdstid.

Kilde: Københavns Kommune

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/koebenhavn-forlaenger-forsoeg-med-fleksible-arbejdsuger

GDPR