
Miljøministerens klimarejsehold hjælper i stor stil kommuner over hele landet med at få overblik over klimatilpasningen. Dialog og udveksling af idéer giver kommunerne et forspring i arbejdet med at få klimatilpasningsplaner realiseret, vurderer ministeriet selv.
I februar 2012 blev Task Force for Klimatilpasning nedsat, og rejseholdet for klimatilpasning blev oprettet. Rejseholdets opgave er at yde gratis vejledning til kommuner, der ønsker hjælp til at lave en klimatilpasningsplan. I løbet af de første fem måneder har rejseholdet allerede været i kontakt med 30 af landets 98 kommuner.
- Interessen fra kommunerne har været overvældende lige fra begyndelsen, og kalenderen er godt fyldt op helt frem til november. Men det er også tiltrængt, for der er ingen tid at spilde, hvis vi i fremtiden blandt andet skal sikre vores byer mod de vandmasser, vi oplever stadigt oftere. Vi ser i høj grad, at kommunerne ønsker at følge med i statens arbejde med klimatilpasning. Nu handler det om at give kommunerne de bedst mulige arbejdsbetingelser, så de kan udforme deres klimatilpasningsplaner, siger rejseholdets Mai Maskell Andersen.
Konkret sparring hitter
Rejseholdet hjælper med både konkrete spørgsmål om for eksempel kortlægning til mere generelle oplysninger om statens initiativer på klimatilpasningsområdet.
- Når vi er ude hos kommunerne, kan vi mærke, at de er særligt interesserede i konkret sparring på, hvad der kræver handling her og nu. Så vi er klar med input til beredskabsplaner for skybrud i byområder, kan hjælpe med at skabe overblik over modernisering af kloaksystemer og har forslag til, hvornår det giver mening at anlægge søer, der kan holde på vandmængderne, siger Marie Brammer Nejrup fra rejseholdet.
Senest ved udgangen af 2013 skal kommunerne have udarbejdet klimatilpasningsplaner, og hvis en kommune har brug for vejledning eller sparring, kan de og andre samarbejdspartnere i den offentlige forvaltning få klimarejseholdet på besøg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.