
Miljøminister Ida Auken (F) har oprettet et rejsehold, der skal drage rundt i landet og rådgive om, hvordan kommuner kan planlægge og indrette sig i en fremtid med hyppige skybrud, højere vandstand og ekstreme vejrforhold som følge af klimaforandringer.
Medarbejderne på Klima-rejseholdet er begyndt deres arbejde i Naturstyrelsen med at pakke den kuffert, som de skal have med på rejserne. Den bliver forsynet med den seneste internationale viden om klimaforandringer, højteknologiske hjælpemidler, aktive vejledninger og en masse gode råd.
- Rejseholdet er det seneste initiativ for at sikre danskerne mod de voldsomme klimaforandringer. Kommunerne har ansvaret, men vi kan bidrage med støtte og ekspertise, så også de små kommuner kan leve op til ansvaret. Jeg glæder mig til at se rejseholdet i aktion, siger miljøminister Ida Auken.
Efterspurgt ekspertviden
Rejseholdet kan undervejs suppleres med eksperter inden for områder som eksempelvis transport og kystsikring - alt efter behov. Kommunerne bliver dermed sikret, at rejseholdet altid er rustet til at tage sig af den enkelte kommunes behov for information og vejledning.
Flere kommuner har allerede bedt om besøg af rejseholdet, som er en gratis service fra Miljøministeriet.
En af rejseholdets store opgaver bliver at hjælpe kommunerne med de kommunale handlingsplaner for klimatilpasning, som skal være klar inden to år.
- Der er allerede masser af nye ting i kufferten, som regeringen har sikret: grønne lokalplaner og digitale værktøjer. Og der er flere ting på vej, når vi får ny klimalovgivning igennem. Mange kommuner er godt i gang med klimatilpasning. De har indset, at det er for dyrt at vente. For klimaets skyld, og fordi der er rigtig mange arbejdspladser i det, siger miljøministeren.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.